Højtuddannede iværksættere fra Danfoss bliver bremset i forsøget på at starte nye virksomheder. Danfoss-overhovedet Jørgen Mads Clausen beder nu ministeren om dispensation.
9. september 2009, 06:00 – opdateret 13. maj 2012, 05:07
Hvad der lignede en god idé med støtte fra en af Danmarks største industrikoncerner, Danfoss, risikerer nu at falde til jorden på grund af de hårde danske a-kasseregler.
Derfor vælger erhvervslivet på Als i Sønderjylland nu at henvende sig til beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) for at få ændret reglerne. Og en af Danmarks ihærdigste fortalere for iværksætter, Danfoss-overhovedet Jørgen Mads Clausen, opfordrer direkte ministeren til at få lavet reglerne om.
- Det er jo ikke noget, der sker fra dag til dag. Men lad os i det mindste få dispensation, så kan man jo bagefter se, om dét ikke var en god idé og skabte nye arbejdspladser, lyder kravet fra Jørgen Mads Clausen. Men hans krav afvises i første omgang blankt af beskæftigelsesminister Inge Støjberg (V).
- Jeg kan ikke tage stilling til, om konkrete personer kan deltage i den konkrete uddannelse, mens de får dagpenge. Helt generelt skal man stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet for at få dagpenge, siger ministeren i en kommentar.
På grund af finanskrisen har op mod et par tusinde medarbejdere mistet jobbet på Danfoss og andre af de store og mindre virksomheder på Als.
Mange af de fyrede er højtuddannede ingeniører, og derfor lancerede den sønderjyske tænketank Futura Syd ideen om at starte et iværksætterkursus for nogle af de højtuddannede. Med deltagelse af blandt andre Danfoss grundlagde man uddannelsen »Innovation for Fremtiden,« hvor omkring 80 højtuddannede i fredags mødte op til et startmøde for at blive en af de 16 udvalgte, som de kommende måneder kunne gennemføre en eliteuddannelse for iværksættere.
Men nej. For på mødet kunne uddannelsens primus motor, direktør Theiss Stenstrøm, desværre også konstatere, at de danske a-kasse-regler i øjeblikket bremser uddannelsen, der ellers skulle skabe en række nye arbejdspladser på Als.
Læs om en elektroingeniør, som blev bremset i at starte egen virksomhed
Bureaukratisk system
Theiss Stenstrøm kunne således fortælle de fremmødte med iværksætterdrømme, at når de er over 30 år og har en høj uddannelse, vil de skulle gå arbejdsløse i ni måneder, før de kan få lov til at gennemgå uddannelsen, mens de modtager dagpenge.
- Det har jeg det dårligt med. Jeg er selv industrimand, og det her skaber jo ikke omsætning. Det er bare et bureaukratisk system, der ikke hjælper beskæftigelsen, siger Theiss Stenstrøm.
Han har derfor sammen med andre dele af erhvervslivet nu valgt at tage kontakt til beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) for at få løsnet de hårde a-kasseregler.
- Det burde jo være lige meget, om de modtager dagpenge under uddannelsen, for de er jo i øjeblikket alligevel ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Og gennemførte de kurset, kunne det skabe nye arbejdspladser, for de har tonsvis af idéer, og to store virksomheder som Danfoss og Linak har allerede vist interesse for konkrete idéer fra iværksætterne, siger Theiss Stenstrøm.
Hos Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse siger juridisk konsulent Jes Flatau, at kommunerne faktisk har mulighed for at aktivere de højtuddannede tidligere, men at det nok er en teoretisk mulighed.
- Ellers er det rigtigt nok, at for folk under 30 år, kan aktiveringen normalt først ske efter 13 uger, og er man over 30 år, er det normalt først efter ni måneder, det sker, bekræfter Jes Flatau.
Jobcenter afviser
Fra den politiske front i Ingeniørforeningen mener Ole Høyer, der er formand for Ansatte Ingeniørers Råd, at det lokale jobcenter har mulighed for at dispensere fra reglerne.
Tidligere har det lokale jobcenter dog bastant afvist denne mulighed over for Teiss Stenstrøm. Men Ole Høyer mener, at efter kommunerne har fået anvisningspligten fra 1. august i år, bør de lokale politikere dispensere fra de normale regler.
- Der skal simpelthen lægges et politisk pres på jobcentret. Alt andet end at få denne uddannelse stablet på benene er en dårlig undskyldning. Så det er bare om at komme i arbejdstøjet. Vi har jo ledige nok i Danmark, siger Ole Høyer, der selv er bosiddende i Sønderborg Kommune.
Sent i går eftermiddags sendte Theiss Stenstrøm så den endelig rapport ud om mulighederne den nye uddannelse.
Rapporten blev også sendt til beskæftigelsesminister Inge Støjberg (V), borgmesteren i Sønderborg Kommune samt en lang række politikere, der opfordres til at få lavet en løsning for de mange interesserede iværksættere.
Læs også:






























































