Her er Lars Løkkes sjoveste gaver

Sabel, kaviarkøler og plastic legetøjsvaskemaskine. Det er bare nogle af de gaver statsminister Lars Løkke Rasmussen høstede sidste år.

2 Kommentarer

Blandt virksomhedsledere og virksomheder i det hele taget er det normalt, at der udveksles gaver.

Men når man er statsminister, skal man ikke regne med, at gæsterne nøjes med blomster eller vin. Et kig på, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har fået af gaver i 2009 afslører, at verdens statsledere er ganske kreative.

Eksempelvis kom præsidenten fra Algeriet ikke bare med 48 flasker vin, seks kasser dadler, da han ”begavede” Lars Løkke Rasmussen i december sidste år. Nej, Løkke fik også en sabel.

Og det er ikke de eneste våben Løkke har modtaget i sin tid som statsminister. Republikken Kiribati forærede i december 2009 Løkke ”Ét traditionelt våben indrammet.”

Men her stopper det ikke, når listen over gaver gennemgås på statsministeriets hjemmeside. Her udspringer sig et sandt orgie af anderledes gaver.

Den heldige statsminister er eksempelvis blevet begavet med en ”plastic legetøjsvaskemaskine”. Om giveren selv har følt det som en speciel gave til en statsminister vides ikke, men gaven kommer i hvert fald fra en ”ukendt giver.”

Skulle Løkke få trang til en omgang kaviar til ”opvasken” og en af de mange flasker rødvin ovenpå en hård dag, hvor han har været i krig med oppositionen, har han med gaveindsamlingen også mulighed for at nyde den afkølet. Således var en gave fra Ruslands premierminister og tidligere præsident Vladimir Putin en kaviarkøler i november sidste år.

Løkke har netop været på Tenerife. Og har han gemt sine to stråhatte, som han fik fra det italienske G8-værtskab i juli sidste år, har en i hvert fald basiskuren mod solbrændthed på toppen af hovedet. Fra samme gavegiver kan han smyge sig i 2 badekåber, håndklæder og 2 sæt badetøfler, når han lunter ud af sengen til tonerne fra CDen Swedish Pop Music, som han har modtaget af det svenske EU-formandskab.

Og skulle Løkke gå hen og trænge til lidt fred og ro, kan han tage hul på en af de 67 bøger, han har modtaget siden maj 2009, mens han fra hængekøjen, som han fik af Colombias præsident, tænker tilbage på de fire kilo mango, han fik i juni, bordpyntshelikopteren, de to skulpturer af vandbøfler og alle de andre gaver, han fik i 2009.

Se hele Løkkes gavegevinst.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Hm... Hvad med skatten?

Private skal betale skat af gaver, hvis værdi ligger over bagategrænsen. De skal godt nok selv angive dem, hvis ikke de er modtaget af deres arbejdsgiver (som så skal angive dem).

Har Løkke mon betalt skat?

nok ikke... politikere er vel undtaget

Ja, lidt eftertanke skader jo ikke... Der er sikkert ingen skat, for det er jo en del af jobbet at repræsentere, og dermed også modtage gaver. Så politikerne har sikkert lavet loven sådan, at det er skattefrit... for dem.

På samme måde, som det er skattefrit at have ministerbil - fordi der er chauffør.
Men hvis et firma formaster sig til at levere en bil med chauffør til en medarbejder, så er der tale om skattesnyd eller omgåelse af reglerne...

;-)



Markedet lige nu