Her er de danske topchefers VM-hold Målmand – Peter Straarup ordførende direktør i Danske Bank. Den lange bankdirektør har været udsat for massiv kritik de seneste år og særligt under finanskrisen var eksperterne efter ham, hvor de sporede et markant formdyk. Men det er vigtigt med erfaring på målmandsposten, og tilsat en person der før har prøvet at stå en storm igennem, så er Straarup et oplagt valg. Kim Fournais - storaktionær, stifter og direktør i Saxo Bank. Den energiske finansmand fra Lyngby er som skabt til at udfylde en back-rolle. Når man skal piske fra hjørneflag til hjørneflag, så er der behov for en fit direktør, og her ligner Fournais en bankmand, der både behersker løbebånd, strategi og håndvægtene. Det store engagement er et plus i rollen som back, men man skal også passe på ikke at lade sig stresse af modstanderne. Midterforsvarer – Nils Smedegaard Andersen, adm. direktør A.P. Møller – Mærsk. Besidder den vigtige egenskab som midterforsvarer at have et formidabelt overblik, ligesom han ikke er bange for at lave et professionelt frispark a la den legendariske Baresi fra Milan, der trådte i karaktér som hård hund, når en smal 1-0 føring skulle hives hjem. Det fysiske ydre ser ikke på overfladen ud af meget, men både folk fra Carlsberg og Esplanaden hæfter sig ved en arbejdskapacitet udover det sædvanlige, så Smedegaard er klar også i den forlængede spilletid. Midterforsvarer – Asger Aamund, storaktionær i Bavarian Nordic. Der er brug for en person med en stor mund i midterforsvaret, der kan dirigere kollegerne på plads. Og samfundsrevseren Asger Aamund har aldrig været bange for at sige sin mening. En særdeles erfaren herre, der har været med på højeste niveau i mange år. Kritikerne vil måske mene, at han er ”over the top”, men engagementet brænder fortsat i ham.
JavaScript and ActiveX must be enabled to view the image gallery