Systematisk arbejde for at støtte op om borgere med iværksættertrang har båret frugt i den midtjyske by, der i dag blev kåret som Årets Iværksætterby 2010.
10. juni 2010, 12:30
Den midtjyske regionshovedstad Viborg bliver i dag i Agro Business Park, Tjele, hædret med titlen som Årets Iværksætterby 2010.
Bag prisen, som uddeles for fjerde år i træk, står Dansk Erhvervsfremme, Dansk Industri, A-kassen DANA, Erhvervs- og Byggestyrelsen og ErhvervsBladet.
Læs om kriterierne bag Årets Iværksætterby
Viborgs borgmester Søren Pape Poulsen modtog titlen med stor stolthed på byens vegne.
- Jeg er rigtig glad og stolt over, at dommerkomiteen har peget på Viborg Kommune som vinderkommune, sagde borgmesteren i sin takketale, hvor han roste byens erhvervsliv for at støtte op om indsatsen, ligesom han understregede, at et aktivt iværksættermiljø er nødvendigt.
- Et velfungerende erhvervsliv er af afgørende betydning for den velfærd, som en kommune kan tilbyde sine borgere. Iværksættere er grundlaget for nye virksomheder og nye arbejdspladser. Det er dem vi skal leve af i fremtiden.
Systematisk arbejde
Netop samarbejdet med erhvervslivet og kommunens systematiske arbejde for at hjælpe nye virksomheder er afgørende for, at Viborg vandt kapløbet, lød det fra dommerkomiteens talsmand, ErhvervsBladets chefredaktør Morten Asmussen .
- Vi var i dommerkomiteen imponeret over det solide og systematiske arbejde, som hele kæden af private rådgivere, den offentlige erhvervsservice og kommunen udfører i Viborg, sagde han og fremhævede, at det med krisen er vigtigere end nogensinde at holde fast i iværksætteriet.
- Iværksættere har haft hårde vilkår og brug for hjælp. Men krisen har ramt bredt, så prisen i år er også en pris for at turde holde fokus selv i en tid, der kræver hårde prioriteringer.
Rollemodel for samarbejde
I sin begrundelse for, at Viborg er Årets Iværksætterby 2010 fremhæver dommerkomiteen, at man som nystartet i Viborg ikke bliver lades i stikken, men tværtimod systematisk kontaktes af kommunens erhvervsråd og efterfølgende henvises til den rette hjælp hos private rådgivere.
Samtidig har kommunen igangsat en række aktiviteter med særlige tilbud til forskellige typer af iværksættere ligesom samspillet med Væksthus Midtjylland fungerer som rollemodel for hvordan tingene bør spille sammen.
Seks nominerede
Viborg blev valgt i kapløb med fem andre nominerede kommuner, der alle var udvalgt på baggrund af både kommunernes andel af iværksættere og de vilkår iværksættere møder i den lokale indsats for erhvervsfremme.
De øvrige nominerede var København, Silkeborg, Esbjerg, Ikast-Brande og Odense. Tidligere har Odense, Vejle og Middelfart vundet prisen, mens Viborg altså er Årets Iværksætterby 2010






























































