Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Han vil sælge billetter på Facebook

Nikolaj Westergaard har lavet en betalingsløsning til begivenheder på Facebook. Nu udfordrer han markedet for online-billetsalg. Men kan han hamle op med de store spillere på markedet?

Hvordan har du tænkt dig at skaffe kunder i butikken, når firmaer som Billetnet og Billetlugen sidder på det meste af billetmarkedet?

- Vi arbejder lige nu på at finde ud af netop, hvordan vi skal gøre det. Men vi skal ud at snakke med folk og fokusere på de mindre steder. Strategien ligger i at være opsøgende. Vi er ved at lave noget salgsmateriale primært til barer, der laver mindre events, selvom systemet også kan bruges til større ting.

Hvordan har du tænkt dig at få arrangørerne til at gøre deres billetsalg socialt og betale penge for at bruge din applikation?

- Jeg prøver at se på markedet med nye øjne. Det er det sociale aspekt, der er interessant. Det giver gratis markedsføring på en anderledes måde, ved at dine venner og venners venner ser det, når du køber din billet på den her måde. Og bagefter kan de kommentere begivenheden og se billeder. På den her måde bliver det meget mere en del af deres hverdag og deres måde at være på internettet på.

Hvordan vil du overbevise danskerne om, at billetter pludselig skal købes gennem deres sociale netværk?

- Det der med at overbevise danskerne om at købe billetter på Facebook, tror jeg ikke på. Det her handler om at gøre det nemmere. Folk kan sagtens gå ind på de hjemmesider, hvor de normalt køber billetterne, hvis de er mere trygge ved det. Det her handler om at se på bevægemønstrene og være der, hvor kunderne er.

Ifølge Facebook-eksperterne hos Komfo er der potentiale i ideen. Men er der kapital til at komme ud over rampen med markedsføring?

- Som det er lige nu, er der ikke voldsom meget kapital til markedsføring. Men det skulle vi gerne skaffe ved at få nogle kunder ind snart. Jeg har valgt ikke at søge investorer, for der er penge nok til at starte markedsføring – selv om det ikke rækker til en større indsats. Jeg ved godt, hvad man skal gøre for at finde investorer. Men i bund og grund har produktet udviklet sig ret hurtigt, og jeg vil hellere i gang med at prøve at sælge det frem for at bruge en masse tid på at finde flere penge.

Hvis det her er så god en idé, som du siger, kunne man forestille sig nogle af de større spillere på billetmarkedet, som jeg nævnte før, får øjnene op for ideen. Hvordan vil du slå dem?

- Jeg er sikker på, at de andre allerede er ude i en eller anden form for Facebook-implementering. Men jeg vil holde udgifterne nede, så jeg beholder nogle konkurrencefordele. Og jeg vil holde systemet fleksibelt, så det er nemt at videreudvikle. Men det absolut vigtigste er, at jeg holder mig opdateret på, hvad der sker inden for teknologien og holde øje med, hvordan folk agerer på internettet.

Læs også:

Ny søgemaskine skal finde vej til pengene

Svind i baren dræbte festival

 




Markedet lige nu