Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Han gør kørselsregnskabet let

Ole K. Hansen vil med en kombineret mobiltelefon- og web-side-løsning gøre kørselsregnskabet let for dem, der hver dag og måned bøvler med de mange indberetninger.

Du kender det sikkert. Det er sidst på måneden, og nu skal du bruge flere timer på at lave og indberette dit kørselsregnskab, som du ikke har styr på.

Men it-manden Ole K. Hansen har netop fundet løsningen på dit problem.

Da han for tre måneder siden skiftede sin leasede bil ud, stod han pludselig med samme problem som mange andre: Kørselsregnskabet. En pestilens. Men så fik han ideen: Hvorfor ikke registrere kørslen løbende via en mobiltelefon med internetadgang.

Man skal bare skrive, hvorfra man kører - og hvortil på sin mobiltelefon, og så klarer www.ludl.dk resten. Web-siden beregner afstanden, og for blot ti kroner om måneden kan man så få en mail sendt til sig selv og eksempelvis firmaets bogholderi, så månedens mareridt er klaret med et klik.

- Det var min kone, der sagde, at jeg da bare kunne lave det, og så har jeg brugt de seneste tre måneder på at lave det, fortæller den 44-årige Ole K. Hansen, da vi møder ham på iværksættermessen.

Faktisk er systemet først gået i luften i denne weekend, fordi han gerne ville med på Odense-messen. Men denne tirsdag har han allerede fået sin første kunde, og interessen for hans system på messen er da også relativ stor.

I forvejen lever han med sit firma af at levere it-løsninger til eksempelvis advokater og tandlæger i den fynske hovedstad. Og måske håber han, at han med det simple system har lavet et guldæg.

Hvad er håbet eller drømmen?

- Det er, at det bliver en god succes, og at mange vil opdage, at det kan de sagtens bruge i deres hverdag, forklarer den fynske iværksætter.

 




Markedet lige nu