IVÆRKSÆTTERUGE: Landbrug for børn, specialdesignede gulvtæpper og et online guidekoncept. Danmarks mest kreative iværksætter blev i går kåret. Se, hvem der løb med titlen og præmien på 50.000 kroner.
16. november 2011, 10:39
Finalen for Creative Business Cup 2011 løb i går af stablen på Københavns Rådhus, og det blev Mikkel Rathje, der løb med titelen som Danmarks mest kreative iværksætter for sit online guidekoncept iLikeLocals. Produktet er en webplatform, der ved hjælp af en søgefunktion hjælper rejsende med at finde lokale guider, baseret på fælles interesser. Guiden får en løn, der svarer til en normal timeløn i det pågældende land, og den besøgende får lov til at se byen fra det lokale perspektiv.
- Det her er fantastisk! At vinde Creative Business Cup betyder meget mere for mig end jeg havde forventet. Nu skal vi bare være glade, men allerede på fredag skal jeg deltage i en ny konkurrence. Og så skal vi ud og finde investorer for at rykke på det, så vi forbliver de første på markedet, fortæller Mikkel Rathje.
Dommerpanelet, der blandt andet bestod af direktøren for Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi samt repræsentanter fra erhvervslivet, begrundede førstepræmien således:
- Hele juryen kan se et "need" på markedet. Vi tror på teamet bag ideen som kan kobles med flere ydelser og blive kernen i en større sammenhæng af tjenester. Forretningsideen har et globalt potentiale, kan skabe jobs rundt om i verden og være platform for at mennesker mødes.
Creative Business Cup er en konkurrence på forretningsidéer for alle iværksættere inden for de kreative erhverv som arkitektur, musik, computerspil og lignende. Formålet med konkurrencen er, at kreative iværksættere får øget forretningsforståelse, da flere undersøgelser har dokumenteret, at de kreative erhverv er væksterhverv.
Det er anden gang, at Danmarks mest kreative iværksætter bliver kåret af Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi, som står bag konkurrencen og afholder den i samarbejde med Erhvervs- og Byggestyrelsen og Venture Cup.
Udover førstepræmien på 50.000 kroner får Mikkel Rathje et forretningsudviklingsforløb, et springboard ved Connect Denmark samt coaching og lederudvikling ved Insights Nordic.






























































