Succes-iværksætteren Christian Hembo bag det herningensiske urfirma Christina Design får 5,65 millioner kroner af kendt forretningsmand efter forlig.
17. juni 2010, 15:21
De var ellers på vej i retten, urfirmaet Christina Design London fra Herning og forretningsmanden "Kasi-Jesper", som nok er bedst kendt som storsponsor i fodboldklubben Brøndby IF og håndboldklubben AG København.
Men nu har parterne indgået et forlig - få dage før retssagen. Kasi-Jesper har indvilget i at betale 5,65 millioner kroner til Christina Design London som kompensation for en ulovligt opsagt kontrakt mellem Herning-firmaet og Kasi ApS. Det skriver AOH.dk (Alt Om Herning)
Læs portrættet af Christina Hembo - Iværksætter i tidens univers - her!
Og læs også om prisregnen over succesiværksætteren!
Tocifret millionomsætning
Parterne havde tilbage i 2008 indgået en langtidskontrakt om, at Kasi skulle stå for distributionen af Christina Design London på det tyske marked, hvor Kasi har et stort distributionsnet. En drømmepartner for Christina Design London.
På tre måneder omsatte Kasi ure af mærket Christina Design for et tocifret million-beløb i Tyskland. Derfor kom det som en stor overraskelse for det herningensiske urfirma, da Kasi opsagde aftalen fra den ene dag til den anden.
Nægtede først
Kasi var til at begynde med ikke indstillet på at betale kompensation for den ulovligt opsagte kontrakt, og derfor så Christina Design London ingen anden udvej end at trække firmaet i retten.






























































