IVÆRKSÆTTER-Uge: Som 16-årig fik hun at vide, hun skulle arve det forfaldne gods. I dag og 50 millioner kroner senere har den unge baronesse forvandlet sin arv til en succesrig forretning.
18. november 2010, 06:29
- Det var heldigt, jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til...
Så afvæbnende fik baronesse Christina Holck smilet frem hos de omkring 100 fremstormende og kvindelige iværksættere, da hun og Væksthus Syddanmark onsdag var vært på Holckenhavn Gods ved Nyborg i forbindelse med iværksætterugen.
Læs også: Sådan klarer de danske slotte sig
"Kvinder kan" var titlen på kvindekonferencen, og den unge baronesse har i den grad vist, at hun kan, og hun fortalte lystigt om sin forvandling til en moderne forretningskvinde, efter hun allerede som 16-årig fik at vide, hun skulle arve det forfaldne gods.Da begge forældre var døde, var Christina Holck blevet 24 år og uddannet jurist, og så overtog hun ellers opgaven og godset, der tidligere havde været i den grad mandsdomineret:
- Jeg var allerede døbt Christian, da jeg kom til verden, og så var min far ikke mere opfindsom, end at jeg kom til at hedde Christina, fortalte hun med et ordentlig smil på læben og tilføjede:
- Jeg arvede en virksomhed, der havde det rigtigt skidt. men det blev det nyfødte barn på stedet, at vi begyndte med arrangements-driften, forklarede hun de mange fremmødte kvinder.
Måtte lige af med 21 millioner kroner
Godset bestod i forvejen af fire ben - nemlig jagten, skoven, landbruget og udlejningsejendommene. De fire ben har den unge baronesse videreført og tilført arrangementerne på selve slottet, der dog skulle igennem en større renovering.
Læs også: Tøj-konge taber på godsdrift
- Da jeg arvede stedet, skulle der jo betales 32 procent i arveafgift, så da måtte jeg lige af med 21 millioner kroner, som jeg ikke havde, så jeg var nødt til at sælge fra, forklarede hun og tilføjede så om sine investeringsplaner:
- Så gik jeg i banken for at låne 50 millioner kroner, men fik kun tilbud om at låne 10 millioner kroner, så i starten fungerede det som et forsamlinghus, når vi afviklede arrangementer, tilføjede hun.
A.P. Møller skaffede gennembruddet
I starten afviklede hun op til en snes arrangementer om året, men da Danmarks rigeste firma, A.P. Møller, besøgte stedet i 2002, kom gennembruddet.
- Fra at have haft 16 arrangementer på årsplan lavede vi året efter 186. Det kan man da kalde for vækst, og i de 10 år, jeg har drevet stedet, har jeg haft mange vidunderlige arrangementer fra en halv million kroner og opefter. Faktisk har jeg også haft et budget på 22 millioner kroner til et bryllup, afslørede hun.
Læs også: Godsejer tabte til brudepar
Med tiden er der i alt puttet over 50 millioner renoverings-kroner i Holchenhavn Slot, der ikke fungerer som et traditionelt hotel - men som udelukkende lever af lukkede arrangementer, der bliver skræddersyet efter behov.
Gift og mor til to små børn
Om sin forvandling fra en ung baronesse til en succesrig forretningskvinde, der også er gift og mor til to små børn, fortalte hun følgende:
- Hvis jeg dør i morgen, skal Holckenhavn sandsynligvis sælges. Jeg har lavet testamente, så jeg sætter mine børn fri. Holckenhavn er ikke et rent guldæg, og stedet kan ikke klare endnu en ny gaveafgift på 30-40 millioner kroner. Så må andre drive det videre, forklarede hun og tilføjede så:
- Jeg er selv et meget flittigt menneske og havde en drøm om at gøre slottet levende igen. Det var den stædighed og vilje, der har drevet mig frem. Men det at være godsejer i dag er ingen dansk på roser. Det er hårdt arbejde, så det var også heldigt, at jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til, lød ordene fra den succesrige forretningskvinde, der på slottet laver mellem 100 og 150 arrangementer om året.






























































