Han var startet i festudlejningsbranchen, men da han begyndte at importere kvalitetsmøbler og telte fra Kina, ramte han en guldåre, som han nu vil udbrede.
11. april 2009, 15:11 – opdateret 4. maj 2012, 00:01
En kæmpelysekrone i en kasse. Farverige kontorstole placeret højt oppe i en slags forstørret bogreol. Et åbent kontormiljø med udsigt over møblerne. Og et gigantisk lager spækket med alt fra stilfulde kontormøbler og kæmpe- lysestager til parasoller og sammenklappelige bambus-barer.
Virksomheden Zederkof A/S i Fredericia ligner det, den er. En anderledes måde at sælge møbler på. Den 4.000 kvadratmeter massive, grå bygning ved Taulov og Fredericia rummer hele det forretningseventyr, som Jan Zederkof for ti år siden tog hul på, da han fandt på at blive grossist, sælger og leverandør i ét. En idé, der skulle vise sig at ramme mere end plet på markedet.
- Det har altid irriteret mig, at når der er blevet placeret én vindmøllefabrik ved en motorvej, så er der lynhurtigt kommet fem andre til. I Danmark har vi en tendens til at tænke 'Dét vil jeg også lave, bare fem kroner billigere.' Jeg ville hellere lave noget, som ingen andre laver,« siger Jan Zederkof.
Unik totalleverandør
Han er uddannet elektriker, men havde også arbejdet i festudlejningsbranchen, og derfra stammede inspirationen, da han i 1999 åbnede virksomheden Zederkof.
Først som sælger af telte og telt- udstyr til festudlejerne, hvor det nye og unikke var, at han var totalleverandør og kunne befri sine kunder fra at have syv-otte forskellige leverandører.
En manddomsprøve
Kunderne var dog forsigtige over for konceptet, som var så anderledes, at det også var svært at forklare – og i det første halvandet år tjente Jan Zederkof stort set ingen penge.
Han havde heller ikke meget held med sig, da han tog til Kina for at se på mulighederne for import fra det billige land. To leverandører brændte ham af og en tredje prøvede at snyde ham. Men som om den besværlige start have været en slags manddomsprøve, løjede modvinden pludselig af, og succesen begyndte.
I dag er Zederkofs vokset til at være en stærk spiller på ikke bare telt-, men også møbel- og inventarmarkedet.
Virksomheden, der i det seneste regnskabsår i 2007 nåede et resultat på 3,8 mio. kr. før skat, bruger selv det udtryk, at den leverer »professionelt udstyr til der, hvor mennesker mødes«, for sortimentet spænder fra barnestole til partytelte, og fra skrive- borde til parasoller med øl-logoer.
Konceptet er, at Zederkof både har grossistens brede spænd og billige priser sideløbende med sælgerens fleksibilitet og service. Virksomheden finder ganske enkelt selv sine varer i Kina og Østeuropa, i god kvalitet men til en langt lavere pris end mærke-varerne, og derfor kan virksomheden skaffe stort set alle slags møbler, telte og inventar hjem. Et koncept, der på fagsprog lyder navnet »kontraktmarkedet«, og som ikke er lige så udbredt i Danmark som i for eksempel USA:
- Årsagen til vores succes er ikke, at vi har opfundet nye møbler eller ting. Det, vi gjorde, var at tænke anderledes og skævt. Vi gider ikke sælge B&O-fjernsyn, for det gør de andre. Vi finder produkter i Kina, som vi forædler, og derudover er vores styrke det, at kunden kan ringe og ønske sig en bestemt vare, og så skaffer vi den. Vi køber stort ind til vores lager af de møbler, vi gætter på vil blive efterspurgte, men vi har samtidig den bredde, at vi også kan levere den specielle lyserøde stol med fartstriber, som kunden har tænkt sig, men som vi ikke selv har på lager, siger Jan Zederkof.
30 procent til eksport
I dag tæller virksomheden 20 ansatte, som er fordelt på hovedkontoret med show-room og lager i Fredericia, det eksterne lager på 2.000 kvadratmeter i Middelfart samt en indkøber i Kina.
Kunderne er både restaurantions- og hotelbranchen, konferencecentre, forsamlingshuse, event- og underholdningsbranchen, forretninger og andre virksomheder samt offentlige institutioner.
250 containere med varer bliver årligt fragtet fra Kina til Danmark, og lige så mange vognlæs bliver importeret fra Europa.
Desuden kommer mellem 10 og 15 procent af Zederkofs varer aldrig forbi de to danske lagerhaller, men transporteres direkte fra Kina og til kunderne i andre europæiske lande, blandt andet Østrig og Italien.
I alt udgør eksporten 30 procent. Heller ikke andre steder i Europa har de nemlig fået Jan Zederkofs idé om en totalleverance af billigt kvalitetsinventar.
- Vores næste skridt er, at vi gerne vil være et såkaldt 'Kina-center' for hele Europa. Kina kan være et svært land at handle i. Kinesernes mentalitet og fornemmelse for service er slet ikke så langt fremme som i Østeuropa, og det kan være lige så stor en jungle at finde rundt i, som når man søger noget på internettet. Vi har opbygget et kendskab til Kina, og med et lager derovre vil vi kunne pakke containere med helt specifikke ordrer, for eksempel 50 caféstole og 15 lysekroner til en distributør i Italien. Og vi vil frem for alt kunne gøre det til grossistens lave pris, siger Jan Zederkof.
Nye kundetyper
Realiseringen af Kina-lageret ligger tre-fire år ude i fremtiden, regner han med, og inden for samme årrække regner virksomheden med at gå fra 2.000 til 6.000 varenumre og nå op på et trecifret mil- lionbeløb i omsætning. Helt så højt er tallet ikke oppe endnu, men det nærmer sig, afslører indehaveren.
Finanskrisen er ikke gået Zederkof forbi, men ud over de lidt mere forsigtige kunder, er der faktisk også kommet positive nye landvindinger ud af det i Fredericia:
Dels har flere mindre importører, der før så sig som konkurrent til Zederkof, nu meldt sig som samarbejdspartnere og får deres varer hjem gennem Zederkof i stedet. Dels får virksomheden flere henvendelser fra mere eksklusive kunder, som før handlede i »high-end-møblelbutikker«.
- Det er kunder, der under højkonjunkturen købte Wegner-stole til 4.000 kr., men som nu indser, at vores møbler også er af kvalitet, selv om de ikke har de mærker. Helt ærligt så sælger man jo ikke flere bøffer af at sidde på en stol til 4.000 kr. Og så er vi ved at slippe af med et ry som ’sælger af billige kinesermøbler’, som vores konkurrenter nok gerne ville skabe. Det er jo netop det, vi ikke er, siger Jan Zederkof.
Der kom ikke fem andre butikker ved motorvejen, som er magen til hans. Og hvis de er på vej, skal de skynde sig, før Zederkof svinger om et nyt hjørne.




























































