Flere investeringsselskaber er offentligt begyndt at skilte med, at de er åbne overfor køb af minoritetsposter i mellemstore virksomheder. Det giver dem et bredere udvalg af gode virksomheder at investere i.
29. november 2011, 06:23 – opdateret 29. november 2011, 16:11
To af de større investeringsselskaber, der investerer i mindre og mellemstore virksomheder, er nu også begyndt at skilte med, at de investerer som minoritetsaktionær.
Det er Maj Invest, tidligere LD Invest, der i sin nye fond, Maj Invest Equity 4, understreger, at der er også er en mulighed for at træde ind som minoritetsaktionær.
Maj Invest 4 har netop fået 400 mio.kr. i indskud fra Dansk Vækstkapital – det nye institut, hvor pensionskasser indskyder penge i investeringsfonde med en statsgaranti i ryggen.
Fondens kapital vil ved udgangen af i år være på 5 mia. kr., hvoraf 1,2 mia. kr på nuværende tidspunkt er fordelt.
Partner Niels Retbøll i Maj Invest oplyser, at Maj Invest understreger, at den ny fond kan gå ind som minoritetsaktionær, fordi fonden rent faktisk har haft gode erfaringer med at optræde som minoritetssaktionær i en række selskaber.
- Når vi signalerer, at vi er villige til at være minoritetstaktionær, får vi et bredere udbud af interessante virksomheder at vælge i mellem. Samtidig har vi erfaring for, at modellen med minoritetsposter virker godt, når vi og de oprindelige partnere er enige om den forretningsplan, der laves for virksomhedens udvikling, forklarer Niels
Retbøll.
Han understeger dog, at minoritetsposten skal være af en væsentlig størrelse - f. eks. 35 procent. Maj Invest har bl.a. investeret som minoritetsaktionær i selskabet R 82 I Gedved i Østjylland, der fremstiller specialiserede hjælpemidler til handicappede.
Her har LD dog i en senere fase overtaget to-tredje-dele af aktiekapitalen efter aftale med de oprindelige ejere. Maj Invests nye fond investerer i virksomheder med en omsætning på mellem 100 og 1.000 mio. kr. og samtidig har et betydeligt markedspotentiale.
Dansk Vækstkapital har yderligere investeret i en ny fond under Capidea, Capidea Kapital II, der vil investere i virksomheder indenfor fremstilling, produktion og service, der har en omsætning på¨mellem 50 og 500 mio. kr.
Også Capidea er åben for investeringer i minoritetsposter.






























































