Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Fodboldfusion førte til hademails

John Roth har som ejer af en vækstvirksomhed skabt succes, men trusler blev en del af dagligdagen, da han stod bag fusionen mellem to traditionsrige fodboldklubber.

1 Kommentar

John Roth er en mand, der gerne vil gøre en forskel.

Det har han allerede gjort med sin forretning Rool Maskinfabrik hvor han på 13 år har skabt omkring 300 arbejdspladser i Danmark, Kina og Indien.

Fodbold er derimod en helt anden verden, hvor han - efter at have brugt millioner af kroner på fodbolden i Kolding - også gjorde en forskel som manden, der stod bag fusionen med Vejle Boldklub. Men ikke med helt samme succes som i forretningslivet: John Roth er måske mere hadet i Kolding, end Pia Kjærsgaard er i Gellerupparken.

Sådan lyder en af de mails, John Roth har modtaget i kølvandet på fusionen Vejle Boldklub Kolding.

Læs også:

Derfor skal man have sit eget fodboldhold

Fodboldboss med hang til knofedt

I 2007 blev han kåret som årets Kolding-borger, dels på grund af en stærk vækst på sin succesfulde maskinfabrik, dels på grund af sin støtte som hovedsponsor for den lokale fodboldklub Kolding FC.

Men fire år senere har han alligevel spurgt sig selv, om de mange stridigheder omkring fusionen, der gerne skal ende med, at Vejle og Kolding får et hold i Superligaen, har været kampen værd.

Billedserie: Her er syv farverige fodboldrigmænd

- Rent følelsesmæssigt havde jeg ikke drømt om, at jeg skulle blive en hadet person. Jeg synes, at jeg har gjort det rigtige for Kolding. Derfor er jeg skuffet over, hvordan mange har reageret, siger han.

En dårlig håndværker

Historien om John Roths vej ind i den professionelle fodboldverden begyndte i 1997 i landsbyen Højrup ved Kolding, hvor han som uddannet blikkenslager grundlagde en lille maskinfabrik sammen med Claus Olsen, der dog efter blot otte måneder blev købt ud.

- Det var mit held, at jeg ikke var nogen dygtig håndværker, men god til at sælge, siger John Roth i dag.

Siden er der gået 13 år uden røde tal på bundlinjen, og som leverandør af stålprodukter til især slagteribranchen, en stor koncern i modebranchen samt til vindmøllegiganten LM Wind Power er det lykkedes at skabe en af de vækstvirksomheder, Danmark sukker efter.

Domicilet for den danske afdeling ligger i Kolding med omkring 60 ansatte, mens der er oprettet tilsvarende fabrikker i Indien og Kina, hvor der beskæftiges henholdsvis 160 og 80 ansatte. 30-40 millioner kroner har Rool Maskinfabrik investeret i at skabe ny vækst de seneste tre år, fortæller han.

- Den lille familievirksomhed er væk i dag, hvor vi har haft den strategi, at vi som underleverandør følger blandt andet LM Wind Power med rundt i verden. Mange troede, at det ville koste arbejdspladser i Danmark, men det er gået modsat, fordi vi på grund af vores størrelse i Indien og Kina er blevet interessante for andre i Danmark, siger John Roth.

Opgave grebet forkert an

Som tidligere fodboldspiller i både Vejen og Kolding stoppede han med at spille, da han stiftede maskinfabrikken. Men for fem år siden vendte han tilbage i en helt anden rolle uden for banen.

- Min kone og jeg har ingen børn, og jeg arbejdede så meget, at vennekredsen blev meget indsnævret. Derfor ville jeg finde noget andet at gå ind i, og det blev som sponsor i Kolding FC, hvor jeg senere har været både formand, direktør og næstformand. Derfor var det også med blødende hjerte, at vi måtte lukke klubben i forbindelse med fusionen med Vejle, siger John Roth.

Set i bakspejlet erkender han, at de fem år som storsponsor samt ledende poster i Kolding FC fra begyndelsen blev grebet forkert an, da klubben i forsøget på at komme i Superligaen begyndte at købe gode spillere - forgæves:

- Vi troede, at vi på den måde kunne komme i Superligaen. Men det var den forkerte vej at gå. I dag kan jeg se, at administration og stadionforhold skal være i orden, før man begynder at købe spillere, siger han.

Hjemmebane i Vejle

Efter de fem år i Kolding besluttede han derfor sidste år at kigge efter andre muligheder. Han sonderede det sydjyske område, og efter flere kontakter faldt valget på Vejle - til stor fortrydelse for mange trofaste fodboldtilhængere i Kolding, da den nye klub Vejle Boldklub Kolding får hjemmebane i Vejle:

- Vi kom ikke videre i Kolding, siger John Roth om baggrunden for at slå klubberne sammen.

Samtidig understreger han, at det ikke er på grund af pengene, at han er i fodboldmiljøet i dag, men snarere drømmen om at være med til at skabe et hold, der kan klare sig i Superligaen:

- Det er ganske få klubejere, der bliver millionærer på fodbolden, og jeg har aldrig fået en kunde på grund af fodbolden. Derfor har det også været helt fantastisk at få fusionen igennem, fordi alle sagde, at det ikke kunne lade sig gøre. Fodbold handler godt nok meget om følelser, men du er, ligesom med et firma, nødt til at tænke professionelt for at få det til at køre, siger John Roth.

Han har nu købt aktier i den nye klub, bliver også sponsor og får en plads i bestyrelsen. Målet er også helt klart:

- Det er at skabe et hold, der er blandt de seks-syv bedste i Superligaen.

Læs portræt af Danmarks eneste kvindelige fodboldboss

Derfor kaster erhvervsfolk sig ud i fodboldeventyret

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Utroværdig som person

KLYNK.....Der er ikke skyggen af format på John Roth, som der fremgår af artiklen. Jeg har personligt mødt og handlet med JR, som han bliver kaldt i forskellige sælger netværk "JR", han er dybt utroværdig og skyer ingen midler for egen vindings skyld. Der er flere "gode" historier om sælger/firma er blevet blacklistet da sælgeren spillede i VB. Så hans artikel er virkelig ynkelig og meget morsom, hvordan han beklager sig, når hans selv behandler folk og mennesker af værste skuffe, så knyt og agere som menneske du ønsker andre skal behandle dig. Men meget morsom artikel om selvforherligelse. Men held og lykke til Vejle Kolding Boldklub




Markedet lige nu