Flyvsk forsker med fast grund under fødderne

Claus Hviid Christensen skal skabe håb og arbejdspladser på Fyn. Som chef for nyt center på Lindø skal han samle firmaer, myndigheder og universiteter og skabe et mølleeventyr til havs.

Han er manden, der skal være med til at genskabe håbet til fremtiden på det nordlige Fyn. Her tikker uret ned mod lukningen af en af øens største arbejdsgivere, Lindøværftet, en lukning, der alt inklusive vil koste omkring 9.000 arbejdspladser.

Og her kommer tvivlen så snigende. For hvad har en professor med speciale i kemi, en mand der har udgivet mere end 160 artikler i internationale tidsskrifter, og som er opfinder på over 40 patenter, at gøre på et skibsværft, der skal genskabes i en ny og fremtidsrettet model, hvor havvindmøller bliver det store slagnummer.

Men faktum er, at det er i det sorte hul mellem forskning og industriel virkelighed, at det helt store potentiale gemmer sig for de fyrede værftsarbejdere, for Fyn og måske for den danske vindmøllebranche. Og det er derfor, at headhunterne fandt frem til Claus Hviid Christensen. 

Kimen til et eventyr

Det er bare én måned siden, at Claus Hviid Christensen tiltrådte jobbet som direktør for LORC, Lindoe Offshore Renewables Center, som etableres på en del af området, som det A.P. Møller - Mærsk-ejede Lindøværft er ved at forlade.

Men den lange kronragede mand, er ikke bange for at sætte overliggeren højt, når han skal definere sine ambitioner for LORC. For centret skal, ifølge direktøren, være et af »verdens førende centre for forskning, innovation, test og demonstration af teknologi til udvinding af grøn energi offshore«.

Det er kimen til et eventyr, som Claus Hviid Christensen vil så her.

Den slags ambitioner har det ofte svært med at komme ud i dagslys. De er fine at udtale i skåltaler, men når det så gælder om at konvertere ambitioner til konkrete resultater, så rammes muren ofte hårdt og brutalt.

Men i dette tilfælde kan skåltaler og vidtløftige visioner godt ende som den skinbarlige virkelighed. For Claus Hviid Christensen er ikke bare forsker med langt til virkeligheden. Han er noget så sjældent som forsker, professor og erhvervsmand i én og samme person, og det er derfor, at han er endt i LORC på det gamle Lindøværft.

Vi taler altså om en sammensat person, en person som fra sine første år er blevet rykket rundt i Danmark, hvor hans far gjorde karriere i militæret. Derfor kan det godt være, at Claus Hviid Christensen er født i Næstved, men han taler jysk, så det er til at forstå.

Efter gymnasiet begyndte det for alvor at gå stærkt. Claus Hviid Christensen røg ind på Københavns Universitet, hvor han læste kemi, et studie han kom hurtigt igennem. Og allerede inden han var færdig, var han blevet opdaget af Haldor Topsøe A/S, et selskab der er kendt for sin succesfulde sammenblanding af forskning og virksomhedsdrift. Opholdet endte med at vare 13 år, og det er en tid, som har sat sig dybe spor hos Claus Hviid Christensen – ikke mindst i forhold til at forskning skal kunne bruges og meget gerne må kunne føre til gode økonomiske resultater hurtigt. Netop det bliver en af hans vigtige øvelser på LORC.

Ifølge Claus Hviid Christensen selv så kunne han sagtens have arbejdet for Haldor Topsøe resten af livet. Men erhvervskarrieren blev brat afbrudt, da han i 2003 fik en henvendelse fra DTU om, hvorvidt han ville være professor og få ansvaret for at etablere »Center for bæredygtig og grøn kemi«. Det var et tilbud, han ikke kunne sige nej til og i løbet af de følgende fire år gik centret fra én til omkring 40 ansatte.

I 2008, på et tidspunkt hvor centret var godt oppe at køre, valgte Claus Hviid Christensen så at gå den modsatte vej, tilbage til Haldor Topsøe, hvor der ventede et direktørjob med ansvar for forskning. Skiftet vidner om en mand, der vil have udfordringer, en person som søger det ultimative, og hvor der er handling bag ordene. Og mere end noget andet er det det »drive«, som nu skal være med til at vække håb i det fynske og blandt de fyrede fynske værftsarbejdere.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu