Hver anden iværksætter overvejer at droppe det selvstændige liv.
7. september 2009, 07:52 – opdateret 7. september 2009, 07:59
Det lyder tillokkende. Frihed. Muligheden for at opbygge en virksomhed baseret på egne ideer og evner. Og en hverdag uden sure chefer. Men lige nu overvejer næsten hver anden iværksætter at droppe det selvstændige liv. Det viser en undersøgelse foretaget blandt knap 450 iværksættere af analysebureauet Wilke for Multidata.
45 procent af iværksætterne oplyser, at de overvejer at droppe drømmene om egen virksomhed primært på grund af økonomi og hensynet til familien. I 2008 var det 39 procent af iværksætterne
- Livet som iværksætter er benhårdt, og finanskrisen har ikke gjort det nemmere. Derfor er det vigtigt, at vi yder al den hjælp og rådgivning, der er muligt. Danmark har brug for endnu flere iværksættere for at sikre vækst, lyder det i en meddelelse fra Multidata-direktør Helge Kaltoft, der også er formand for Young Enterprise København.
Optimisme spores
Selv om undersøgelsen viser, at næsten hver anden iværksætter er ved at opgive, så kan der også spores en optimisme blandt de resterende. Hver femte nystartede virksomhed har oplevet fremgang det seneste år i finanskrisen.
- Det er virkelig stærkt gået af denne gruppe, der ligefrem har formået at udnytte den økonomiske situation. Vi skal have flere af den slags iværksættere, der udnytter mulighederne, siger Helge Kaltoft fra Multidata, som er medarrangør på iværksættereventen Iværk&Vækst, der i næste weekend samler 5000 iværksættere og vækstvirksomheder i København.
Det er især de yngre under 40 år, der har svært ved at holde fast i drømmen om et liv i egen virksomhed.
I 2008 var det 39 procent af iværksætterne, der overvejede at stoppe.
asa









































