Få en stor computerskærm og arbejd mindre

En amerikansk undersøgelse viser, at størrelsen på ens computerskærm er drønvigtig. Med den rigtige skærm kan man fuldføre opgaver 30 procent hurtigere.

Forskere på University of Utah har i samarbejde med hardwareproducenten NEC testet, hvad ens computerskærm-størrelse betyder for ens arbejdstempo. Og resultatet er, at skærmstørrelsen er uhyre vigtig.

Forskerne er nemlig kommet frem til, at visse regneark- og tekstbehandlings-opgaver kan fuldføres op til 30 procent hurtigere end normalt, hvis man har en skærm, der er stor nok. Det skriver den svenske avis Dagens Industri.

I undersøgelsen testede forskerne en gruppe personer, som havde enten en 18- eller en 24-tommer skærm til rådighed. Og mens testpersonerne med den lille skærm knoklede med opgaverne i otte timer, kunne personerne foran de store skærme sige farvel og tak efter kun fem en halv times arbejde.

24-tommer er det bedste kompromis

Professor James A. Anderson ved universitetet i Utah, der har stået i spidsen for forsøgene, forklarer, at det handler om, hvor mange elementer, man kan have på skærmen og se på samme tid.

"Store skærme eller dobbeltskærme kan anbefales, når det drejer sig om arbejde, som indbefatter flere dokumenter," siger han og tilføjer:

"Overfører man dette på en gennemsnitlig arbejdsplads, hvor medarbejderne har varierende kompetence og erfaring, vil en 24-tommer-skærm generelt være det bedste valg."

Tidsbesparelsen ved at bruge en stor skærm kan man som selvstændig så vælge at bruge på noget andet - f.eks. til at lægge sig ned i en park for at solbade. Om normale lønmodtagere vil kunne foretage samme valg er nok mere tvivlsomt.

 



Markedet lige nu