Vestas-topchef Ditlev Engel er røget ud i endnu en alvorlig tillidskrise, efter at vindmøllekoncernen chokerede alt og alle med en nedjustering og et millionunderskud.
19. august 2010, 08:24
Det har været en kontrastfyldt sommer for Ditlev Engel. Først afløste en regulær ordrestrøm sidste års ordretørke og skabte igen optimisme om Engel. En optimisme som dog nu synes forduftet og erstattet af en tillidskrise efter en massiv nedjustering og et millionunderskud i forbindelse med halvårsregnskabet i går.
Læs også: Storbank tror ikke på Vestas-boss
Vestas-topchefen har i løbet af sommeren offentliggjort ordrer for over ti mia. kr., hvoraf den ene ordre endda er den største ordre nogensinde. Og den linde strøm af ordrer styrkede aktiemarkedets tro på Vestas og på, at Ditlev Engel ville nå de ambitiøse salgs- og indtjeningsmål for 2010.
Måske er det derfor, at gårsdagens nedjustering fra Ditlev Engel ramte aktiemarkedet som en forhammer. Med et kursfald på over 25 procent i en periode var responsen i hvert fald ikke til at tage fejl af. Netop Ditlev Engel er omdrejningspunktet for Vestas og for tilliden til aktien. Det massive kursfald er således et klart signal om, at tilliden til topchefen har lidt et knæk.
Læs også: Vestas-aktie tabte 23 procent på børsen
»Ditlev Engel burde have sænket forventningerne tidligere, og tilliden til ham er alvorligt ramt af det her. Vestas har bekræftet prognosen i møder med investorer igennem hele juli. At det er vendt så hurtigt med så massiv en nedjustering underminerer tilliden til deres investor relations-team og Ditlev Engel,« lyder den skarpe kritik fra Teea Reijonen, der er analytiker hos den britiske storbank Royal Bank of Scotland.
»Enten er Ditlev Engel ikke i ordentlig kontakt med sin organisation eller også – og det er nok tættere på sandheden – så tilbageholder han negativ information fra markedet. Det er et seriøst tab af troværdighed.« tilføjer hun.
Negativ overraskelse
Flere andre aktieanalytikere udtrykker skuffelse over den overraskende nedjustering. Både fordi den er slem i sig selv, men ifølge analytikerne gør Vestas det værre med en meget firkantet kommunikationspolitik. En politik som også sidste år skabte misforståelser og uenigheder mellem Vestas og aktiemarkedet, da Ditlev Engel stædigt holdt fast i de finansielle forventninger, selv om der ingen ordrer kom.
Læs også: Engel: Stærk interesse for ny mølle
Gårsdagens kursfald vidner om, at den tillidskrise langt fra er glemt. En anden London-baseret analytiker peger på, at nedjusteringen næppe vil få nogen til at sætte spørgsmålstegn ved Ditlev Engels integritet.
»Men det sætter et klart spørgsmålstegn ved hans dømmekraft, og det sidste kan være lige så slemt som det første,« konstaterer analytikeren. Hos den danske pensionsgigant ATP, der er mangeårig storaktionær i Vestas, er der også skuffelse over resultatet. Men aktiechef Claus Wiinblad udtaler sig en anelse mere diplomatisk: »Både underskuddet og nedjusteringen er en negativ overraskelse.
Læs også: Engel skuffer med chokunderskud
Størrelsen af underskuddet taget i betragtning kan det undre, at nedjusteringen ikke er kommet på et tidligere tidspunkt,« siger Claus Wiinblad og tilføjer: »Som storaktionær er det ubehageligt med så store udsving i aktien. Og spørgsmålet er selvfølgelig, om man burde have meldt det her ud tidligere.«
Uden for boldbanen
Kritikken af Ditlev Engel stopper dog ved bestyrelsesformand Bent Erik Carlsens bord. Han forstår ikke kritikken og afviser, at det kan gøres anderledes. »Vi udsender fondsbørsmeddelelser om vores resultater fire gange om året. Vi sætter os ned og vurderer, hvordan det ser ud. Det har vi gjort nu, og vi kan konstatere, at ordrerne ikke når at komme ind.
Derfor må vi nedjustere. Det er vi kede af, men vi glæder os over, at de gode langsigtede udsigter,« siger Bent Erik Carlsen, der ikke vil svare på om skuffelsen rokker ved tilliden til Ditlev Engel: »Det spørgsmål vil jeg aldrig svare på. Det ligger uden for boldbanen.«






























































