Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Elite-iværksættere får ikke hjælp

Da højtuddannede ingeniører ikke er en svag gruppe, som risikerer at blive marginaliseret, kan de ikke få dagpenge, mens de tager iværksætter-kursus, fastslår jobcenter-chef.

Der er ingen hjælp at hente for de omkring 80 højtuddannede potentielle iværksættere fra blandt andet Danfoss på Als, for kommunen har ingen mulighed for at dispensere fra a-kasse-reglerne.

Det fastslår jobcenter-chef Anne Kirk fra Sønderborg Kommune i kølvandet på historien om, at en eliteuddannelse for de potentielle iværksættere er blevet bremset, fordi deltagerne ikke må modtage dagpenge under det to måneder lange forløb.

Beder om dispesation

Dermed ender sagen sandsynligvis på beskæftigelsesminister Inger Støjbergs (V) bord i den kommende tid, efter det sønderjyske erhvervsliv med blandt andre Danfoss-bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen i spidsen vil bede ministeren om dispensation i den aktuelle sag.

Især Als og Sønderjylland er hårdt ramt af arbejdsløshed med op mod et par tusinde mistede arbejdspladser på grund af finanskrisen. Og derfor havde tænketanken Futura Syd med Danfoss som deltager ellers håbet at kunne skabe nye arbejdspladser med den nye iværksætter-uddannelse.

Ingen hjælp

Men der er altså ingen hjælp at hente via det kommunale jobcenter, som ellers formanden for Ansatte Ingeniørers Råd i Ingeniørforeningen, Ole Høyer, slår til lyd for.

Han mener, at der burde lægges politisk pres på det lokale jobcenter. Men jobcenter-chefen i Sønderborg, Anne Kirk, fortæller om reglerne:

- Bekendtgørelsen siger simpelthen, at vi kun kan dispensere for svage målgrupper, der risikerer at blive marginaliseret på arbejdsmarkedet. Og en gruppe højtuddannede ingeniører tilhører ikke umiddelbart denne gruppe, siger hun.

Og dermed ender sagen sikkert på beskæftigelsesministerens bord, hvor Inger Støjberg (V) på forhånd allerede har afvist de skuffede ingeniører

- Jeg kan ikke tage stilling til, om konkrete personer kan deltage i den konkrete uddannelse, mens de får dagpenge. Helt generelt skal man stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet for at få dagpenge, har hun tidligere fastslået.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sønderborgs borgmester Jan Prokopek Jensen (S).

 




Markedet lige nu