Del : SMS
Berlingske Business

Den usædvanlige historie om Brøndbys mystiske mæcen

Brøndbys redningsmand, den ukendte rigmand Jan Bech Andersen har skabt sin formue i en af verdens ti største virksomheder, det engelsk-schweiziske børsnoterede olie- og mine-konglomerat Glencore. Til dato har han investeret over 100 mio. kr. i den hæderkronede, men kriseramte fodboldklub Brøndby IF. Her er hans usædvanlige historie.

Føljeton

»Ok, jeg kommer med 65 millioner kroner i Brøndby, hvis du kan rejse resten.«

Jan Bech Andersen havde sat kaffekoppen fra sig og lænede sig tilbage i stolen. Nu var det på plads – det, som hans tanker havde kredset om de sidste mange uger. Nu skulle drømmen om at genskabe Brøndbys storhed gøres til virkelighed.

Aldo Petersen kunne ikke skjule sin glæde, og et stort smil bredte sig i hans runde ansigt. »Så har vi en aftale, Jan,« sagde han.

Det var en tidlig morgen på Hotel Daglione i London i sommeren 2013. Jan Bech Andersen var kørt tidligt ind fra hjemmet i Weybridge for at spise morgenmad med Brøndbys daværende bestyrelsesformand på Aldo Petersens hotel.

Der var meget på spil for dem begge.

For Jan Bech Andersen en stor enkeltinvestering i hjemegnens fodboldklub og samtidig et spring ud af mange års anonymitet til at blive en offentlig person.

For Aldo Petersen chancen for at opnå anerkendelse som forretningsmand i det etablerede erhvervsliv som manden, der ikke blot reddede Brøndby fra konkurs, men også skaffede friske penge til at udvikle klubben og genskabe fordums storhed.

Jan Bech Andersen og hustruen Helle havde i løbet af sommeren været inviteret til frokost hos Aldo Petersen og hans livlige kone Tine i Petersen-parrets sommerhus i Hornbæk og besøgt dem i villaen i Gentofte, ligesom Aldo Petersen havde været inviteret hjem til Andersen-parret i Weybridge i Surrey. Personlige relationer er vigtige, når der skal gøres forretninger.

Som bekendt indfriede Aldo Petersen sin del af aftalen og rejste 50 millioner kroner blandt eksisterende Brøndby-aktionærer og en gruppe fra hans eget netværk med vennen og forretningspartneren Ole Abildgaard i spidsen. Fodboldklubben var ikke blot nødtørftigt reddet fra konkurs – klubben var polstret med ny frisk kapital til brug for talentudvikling og medaljehøst.

Artiklen fortsætter under billedet
7
Jan Bech Andersen bruger ofte biblioteket i sin golfklub Queenwood som kontor.

Eksklusiv golfklub

Der er gået mere end et år siden kapitalrejsningen, da Berlingske møder Jan Bech Andersen i hans golfklub tæt på hjemmet i Weybridge i september 2014. I dag er der vendt op og ned på mangt og meget i Brøndby. Aldo Petersen er borte, Jan Bech Andersen har sat sig på formandstaburetten, størstedelen af bestyrelsen er skiftet ud, og klubbens nye investor har foræret Brøndby Liverpool-spilleren Daniel Agger i fødselsdagsgave. Over 100 millioner kroner har Jan Bech Andersen spenderet på den kriseramte fodboldklub og er nu langt den største aktionær med op mod næsten en tredjedel af aktierne i den børsnoterede fodboldklub.

Golfklubben Queenwood ligger smukt placeret i Surreys blidt bølgende bakker sydvest for London. Her skal man anbefales for at blive medlem, hvilket sikrer eksklusivitet, når klubkammerater som Formel 1-ejeren Ron Dennis og den danske golfspiller Thorbjørn Olesen ønsker fred og ro til at spille.

Klubhuset er en perfekt kopi af et engelsk manor house med hvide balustre, fransk overtjener og bibliotek med mahognypaneler, dybe lænestole, hestemotiver i tunge guldrammer, dybe gulvtæpper og marmorpejs. I biblioteket holder Jan Bech Andersen tit arbejdsmøder. Her er fredeligt og diskret, men effektiv betjening, som serverer frisk kaffe i rummelige engelske country-kopper.

 

To yngre medlemmer af golfklubben er ved at afslutte formiddagens spil på den solbeskinnede green foran klubhusets terrasse. Ingen golftasker her, hvidklædte caddy’er slæber på golftaskerne og tørrer boldene af i et lille frottehåndklæde, inden de rækker dem til spillerne.

Jan Bech Andersen har på forhånd mindet om, at klubbens dresscode ikke er til jeans, så Berlingskes udsendte har klædt sig pænt på. Selv optræder han afslappet i lyseblå fløjlsbukser, stribet sweater og tennissko uden snører. Lang og ranglet, som hans skikkelse er, ligner han mere en fodboldtræner end en succesfuld forretningsmand.

»Jeg har gået i habit i 20 år, så nu gør jeg det kun, når jeg er nødt til det,« bemærker han tilfreds.

Hårdt arbejde i Singapore

Greve-drengen har været på en lang, lang rejse, siden han som 27-årig forlod fædrelandet for at arbejde som shippingman for rederiet Torm i Singapore. Han er hverken født med sølv- eller guldskeer i munden, men har med dygtighed og held slidt sig til den formue, som gør ham i stand til at investere massivt i Brøndby IF, hvor han nu med 27 pct. af aktierne er langt den største aktionær. Formuens størrelse afslører han ikke, men folk i kredsen omkring ham gætter på en eller to milliarder kr.

Vi rykker lige tiden tilbage til Singapore i starten af nullerne.

Vagten sad og nikkede i sit bur, men vågnede op og trykkede Jan Bech Andersen ind gennem porten til rækkehuset i et af Singapores gated communities. Han parkerede i indkørslen, trådte ud i den varme tropenat og lukkede sig sagte ind. Huset var mørkt, og familien sov. Det var igen blevet sent. Det blev det snart hver aften, hvor det efterhånden var sædvanen, at han først nåede hjem ved elleve-tolvtiden. Kontoret i Singapore dækkede tre tidszoner, og markedet sov aldrig. Når Asien lukkede ned, så var der travlhed i London og siden New York.

Det hårde arbejde trak veksler på familie-livet. Sociale arrangementer kom han ofte for sent til – eller nåede slet ikke frem. Han forsøgte at kompensere i weekenden, hvor han ofte rejste med Helle og børnene, som til gengæld kunne glæde sig over et behageligt liv i et varmt klima med svømmepøl og evigt sommertøj.

En skål salat og i seng, så var han klar til at tage fat næste morgen, når vækkeuret ringede kl. seks.

En af verdens ti største

Jan Bech Andersen havde ikke været i tvivl, da han fik henvendelsen fra det schweizisk baserede ST Shipping. Han var glad for jobbet i Torm, men tilbudet fra konkurrenten lokkede med attraktiv bonus og medejerskab, og han havde slået til.

ST Shipping var ejet af Glencore, et schweizisk baseret olie-, mine- og handelsselskab, som i dag er en af de ti største virksomheder i verden med mere end 110.000 ansatte.

Selskabet er oprindelig stiftet i Schweiz af Marc Rich, en kontroversiel forretningsmand, der i mange år stod anklaget for skattesnyd og svindel i USA, men blev benådet af præsident Clinton. Marc Rich blev presset ud af selskabet ved et management-buy-out i 1994 og var forlængst ude af selskabet , da Jan Bech Andersen tiltrådte i 2000.

I Glencore-koncernen befandt danskeren sig pludselig midt i en performance- og konkurrencekultur, som sagde spar to til, hvad han havde været vant til:

»Det var et helt andet game end hos Torm. Vi gav den max gas, og tit arbejdede jeg fra otte morgen til midnat. Men jeg havde nogle fantastiske arbejdsår, og de dage, hvor det var surt at skulle af sted, kan tælles på én hånd,« fortæller Jan Bech Andersen.

»Det var sindsygt hårdt arbejde – som dog ikke var proportionalt med, hvad jeg senere fik ud af det. Mange arbejder fysisk hårdt hver dag uden at få en promille ud af det i forhold til mig.«

Her giver Greve-drengen fra Københavns vestegn sig til kende. Det skal ikke hedde sig, at man tror man er bedre end andre hårdtarbejdende … Det ligger ikke til Jan Bech Andersen at prale og gøre sig til.

Han er især en stor beundrer af Glencores topchef, sydafrikaneren Ivan Glasenberg (57 år), som er tidligere olympisk kapgænger og kendt for at stå op hver morgen ved fire-fem-tiden og løbe eller svømme ti kilometer:

»Han arbejder hårdere end nogen anden i firmaet. Han sidder i en flyver konstant og må have to hold piloter, for at de kan følge med. Han er en fantastisk trader med næse for en god handel. Han kan læse tal på tværs og nå en konklusion på ingen tid.«

»Nogle af de mest imponerende øjeblikke var, når vi var på ledelses-seminar i Schweiz – han var på én gang inspirerende, motiverende og belærende, og man forlod mødet med endnu mere energi, fordi han brændte af energi og vilje,« husker Jan Bech Andersen.

Hårde krav til chefen

Ifølge en ny bog »The Secret Club That Runs the World«, som fortæller historien om en række af verdens store trading-selskaber, stod masser af undergivne klar til at kæmpe for chefens job, hvis han begyndte at tage tidligt hjem for at se mere til familien. Glencore krævede ledernes udelte opmærksomhed.

Og Jan Bech Andersen leverede varen. Grundstenen til hans usædvanlige arbejds-evne og -disciplin blev lagt i barndommen, hvor han blev opdraget til, at der skal hårdt arbejde til, hvis man vil frem i verden.

»Fra skoletiden har jeg gået med aviser, været flaskedreng, skovlet grus som arbejdsdreng, arbejdet på en silikonefabrik. I gymnasiet spillede jeg fodbold på kontrakt og gjorde rent i Bilka i Hundige om natten. Jeg har også kørt taxa og stået på tanken om natten. Jeg er aldrig hoppet over, hvor gærdet er lavest,« fortæller han.

Forrygende performance

Allerede i 2003 blev han chef for ST Shippings tre kontorer i Singapore, London og New York. Her var alle chefer over et vist niveau partnere og medejere af firmaet og optjente bonus og nye ejerandele efter performance. Jan Bech Andersen var bare 35 år, da han rykkede ind i hjørnekontoret i Suntech City med storslået udsigt over reden i Singapore, hvor tankere og containerskibe lå tæt.

»ST Shipping var en del af Glencores olieforretning, som køber og sælger olie over hele verden, ejer terminaler og olieudvinding. Det var ligesom at komme ind i en slikbutik med adgang til en masse ting, og det gjaldt om at optimere og tænke olie- og transportpris sammen,« fortæller han.

I årene fra 2003 frem til 2009 performede Glencores shipping-arm forrygende. Da det gik allerbedst, havde Jan Bech Andersen ansvaret for 230 tankskibe, en omsætning på 8-10 mia. kr., 80 medarbejdere og overskud på langt over en milliard kroner flere år i træk.

Glencores system med partnerpoint betød, at når shipping-bogen (Jan Bech Andersens udtryk for hans del af konglomeratet) tjente mange penge, så fik han en større og større ejerandel i hele Glencore.

Handicap 19

Tilbage til Surrey, hvor Jan Bech Andersen spadserer hen i ly af resterne af Queenswoods gamle havemur. Golfklubben er meget opmærksom på, at medlemmerne skal være i fred, så derfor må Berlingske fotografere diskret, når Jan Bech Andersen til ære for avisens læsere slår et par bolde inden frokosten på terrassen – tun samt fish & chips serveret af den franske overtjener.

»Jeg får spillet alt for lidt, Jeg tror, jeg kun har været ude fem gange i år, men nu regner jeg med at tage revanche i efteråret,« siger Jan Bech Andersen, som ligger pænt med et handicap på 19.

Artiklen fortsætter under billedet
3
Bag rattet i sin hverdagsbil, Landroveren. Hjemme på gårdspladsen holde både en Ferrari, en Porsche og en Bentley.

Han tøver en kende, da han efter frokost sætter nøglen i tændingen i sin sorte Landrover. Hans kone Helle er ikke begejstret for, at han inviterer pressen hjem, og Berlingske må love, at vi ikke fotograferer hans hus i Weybridge. Han ønsker ikke at udstille sin velstand.

Familien bor i St. George’s Hill, et gated community med egen golfklub og 400 pragtvillaer og mindre slotte, hvor også mange af Storbritanniens superrige russere har slået sig ned. Andersen-familiens hjem er ikke et hus, men et splinternyt palæ bygget i klassisk stil af grågule sandsten med store højloftede stuer en suite og køkken fra Simonsen & Checura.

Haven er italiensk inspireret med cypresser, klippede buksbom og svungne stier. I indkørslen holder Jan Bech Andersens legetøj, en sølvgrå Bentley konvertible (hans yndling), en hvid Porsche Panamera og en sort Ferrari – og så farer Coco, familiens langhårede gravhund rundt og giver hals.

Artiklen fortsætter under billedet
4
Ved sit "kontor" i familiens store køkken. Fars gravhund, Coco, håber på en godbid.

»Egentlig skulle jeg have kørt racerløb i Virginia i dag,« bemærker Jan Bech Andersen, »men man kan jo ikke nå det hele.« Han ejer en Aston Martin og har altid interesseret sig for racerløb inspireret af svigerfaren, Poul-Erik Jensen, der har været bilforhandler i Greve og dertil Danmarks-mester i rally i 70erne og 80erne.

I hall’en stikker husets herre i et par plastik badesandaler og laver kaffe til gæsterne, som nysgerrigt studerer hjemmet. Danske designermøbler tilsat et fransk touch. Ingen tung engelsk landstil her. Vi hilser på Helle og børnene Oscar og Mathilde på 11 og 14. Hustruen takker nej til fotografering: »Jeg er ikke parat til at være en offentlig person,« siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet
5
Familien Andersens hus er indrettet smagfuldt med moderne dansk design med Poul Kjærholm-bord osv. Husfaderen i sine yndlingsbadesandaler og Coco på skødet.

Efter mange års ekspat-liv i Singapore rykkede familien til London i 2004, hvor Jan Bech Andersen fortsatte i sit job som chef for ST Shipping på Glencores kontor i Berkeley Street i det centrale London.

Familien slog sig ned først i Cobham og siden i det velhavende Weybridge sydvest for London, tæt på international skole og lufthavnene Heathrow og Gatwick. En fordel, når man rejser 150 dage om året.

»Tilværelsen fortsatte med hårdt arbejde. Frem til 2009 havde jeg fem virkelig sjove, hårde og indtægtsgivende år. Vi havde fuld fart på og lagde en ny strategi, hvor vi selv investerede i skibe frem for kun at chartre. Da finanskrisen ramte, måtte vi selvfølgelig reducere som alle andre,« fortæller Jan Bech Andersen.

Børsnotering

I 2009 præsenterede Glencores topchef Ivan Glasenberg for første gang ideen om børsnotering på et partnermøde i Schweiz. Formålet var tosidet: At skaffe frisk kapital til selskabet, som var presset af finanskrisens kreditklemme – og at gøre partnerne styrtende rige.

Downsiden var, at alt i selskabet fremover ville foregå i fuld offentlighed – Glencore havde altid levet stille og beskyttet af Schweiz’ virksomhedsvenlige lovgivning. NGOer ville formentlig kaste sig over selskabets transaktioner med lande som Zambia, Congo og Columbia, advarede Clencores topchef.

»Hvem er for børsnotering,« spurgte Ivan Glasenberg rundt om bordet. Det var alle, rapporterer bogen »The Secret Club That Runs the World«.

Jan Bech Andersen kom med i børsprocessen i 2010:

»Hver afdeling skulle strømlines. Det er en sund ting at skulle igennem – også for mig selv. Det er en god måde at komme rundt i krogene på. Vi fik strammet op og forbedret HR-funktion og CSR-politik og modtog pressetræning. Som børsnoteret selskab skulle vi jo stå til regnskab over for offentligheden for, hvordan vi drev forretningen.«

En måned inden børsnoteringen i maj 2011 fik Jan Bech Andersen sat tal på formuen, da en email fra Ivan Glasenberg røg ind i hans indbakke med oplysninger om udbudskursen for den planlagte introduktion 19. maj.

»Jeg sendte emailen fra vores CEO videre til min kone og min bror. Nu er den fandeme god nok! Helle ringede til mig, og jeg ringede til min mor,« husker han.

At ST Shipping siden 2009 havde været hårdt ramt af finanskrisen, betød det ikke noget for Jan Bech Andersens ejerandel. De øvrige aktiviteter i konglomeratet tjente penge, og hans ejerandele, som var optjent gennem de gode år, lå fast.

»Det var skønt at få sat værdi på. Jeg havde ofte siddet med min bank i Danmark og fortalt om de her vidunderlige ting, men banken – først Forstædernes Bank, som var min svigerfars bank, og siden Nykredit, som jeg stadig har, fordi jeg er en loyal kunde, havde svært ved at forstå, at værdierne var til stede. Jeg kunne tydeligt mærke på dem, at de tænkte – kan det nu også passe? Børsnoteringen af Glencore udkrystalliserede værdien af mine aktiver,« fortæller Jan Bech Andersen, som altid samler familien til sommerfest i Danmark i anledning af sin fødselsdag i august. Her er det en fast bestanddel af Jan Bech Andersens tale at adressere svigerfarens bekymring for svigersønnens økonomiske formåen. Nu kunne han snart vise svigerfar formuens størrelse sort på hvidt!

»Hans datter havde giftet sig godt«

Den 19. maj 2011 blev Glencore så handlet på børsen i London og Singapore ved den største notering i 30 år med en markedsværdi på 250 mia. kr. Jan Bech Andersen tilhørte top-40 i Glencores ledelse, men vil ikke ind på størrelsen af sin pengetank. Medlemmerne af Glencores topledelse med Ivan Glasenberg i spidsen blev ifølge børsprospektet alle dollar-milliardærer. Jan Bech Andersen var placeret i ledelseslaget under dem.

»Lige efter børsnoteringen af Glencore i 2011 lavede jeg en opstilling til min svigerfar og understregede tallene med flouriserende tush, så han kunne forstå, at det var rigtigt, hvad jeg altid havde fortalt ham om min økonomi – og at hans datter havde giftet sig godt,« griner Jan Bech Andersen.

»Man kniber sig selv i armen, men det er dejligt. Jeg har forsøgt at forholde mig meget ydmygt til det. Der er dage, hvor man tænker, at det er eventyrligt og fantastisk. Men jeg tænker mest over, at, jeg har friheden til at skabe og gøre ting, man har lyst til at gå i gang med,« lyder hans var på, hvordan det føltes pludselig at få sat konkrete tal på sin rigdom. »Men husk på, jeg havde en lock-up på to år og kunne ikke sælge aktier lige med det samme,« siger Jan Bech Andersen.

Artiklen fortsætter under billedet
13BUS164904-01486790.jpg
Den nu afdøde milliardær og grundlægger af Marc Rich og Co., Marc Rich, er her fotograferet ved sit hjem i Spanien. Arkivfoto: Jim Berry/Camera Press/All Over


Fodboldklubben Brøndby IFs bestyrelsesformand og hovedaktionær Jan Bech Andersen er blevet velhavende på at være medejer af et af verdens største mine- og råvareselskaber, Glencore, hvor han havde ansvaret for selskabets shipping-arm. Historien om Glencore er mere dramatisk end nogen action-film, og nogle scener er absolut forbudt for børn.

Den oprindelige stifter af Glencore, amerikaneren Marc Rich, etablerede i 1974 Marc Rich & Co., som Glencore dengang hed, brød de store olieselskabers monopol og opfandt spothandel med olie. Selskabet fik stor succes, og Marc Rich blev styrtende rig.

Glencores stifter handlede gerne med slyngelstater og diktatorer. Han brød USAs sanktioner mod Fidel Castros Cuba, FNs sanktioner mod apartheidstyret i Sydafrika og handlede med Saddam Hussein, mens amerikanske gidsler sad fanget på ambassaden i Iran i fra 1979-1981.

Marc Rich havde nære relationer til den israelske efterretningstjeneste, Mossad, som han hjalp med at redde jøder fra forfølgelser i Mellemøsten, og han bistod Israel med kontroversiel olieimport fra Iran. Marc Richs farverige historie kan læses i bogen »King of Oil«, skrevet af en prisbelønnet schweizisk erhvervsjournalist, Daniel Ammann. Og der er mere endnu:

Handel er ikke politisk

I 1983 blev Rich anklaget for skattesnyd, svindel og handel med Iran under gidsel-affæren i Teheran og stod til 300 års fængsel i USA. Han flygtede til Schweiz og blev aldrig stillet for en domstol til trods for, at han stod på FBIs Ten Most Wanted-liste. Han vendte aldrig hjem til USA – selv ikke, da hans datter lå for døden.

Marc Rich forklarer i bogen, at handel aldrig er politisk, så hvis nogen ville have flyttet noget fra A til B, så trådte Marc Rich & Co. til. Rich anslår, at selskabet tjente to milliarder dollar alene på at sælge olie til apartheidregimet i Sydafrika. FN indførte en olieembargo mod landet i 1977 frem til det demokratiske valg i 1994.

I 2001 benådede daværende præsident Bill Clinton på sin sidste dag i embedet Marc Rich, og alle anklager mod ham blev droppet. Clintons beslutning rejste en storm i USA, og det kom blandt andet frem, at Marc Richs ekskone, Denise, som var en ven af præsidentparret havde lagt pres på Clinton og  doneret store summer til demokraterne.

I 1994 – altså længe før Jan Bech Andersen blev ansat i 2000 – blev Marc Rich presset ud af sit eget selskab i et management buyout efter en katastrofal zinkhandel. Jan Bech Andersens øverste chef i Glencore var og er sydafrikaneren Ivan Glasenberg. Glasenberg var i 1994 chef for Marc Rich & Co.s kulforretning.

Han blev ansat i Marc Rich & Co. i 1984 og arbejdede således for Rich gennem ti år. Han tilhørte ifølge endnu en bog, nemlig »The Secret Club That Runs the World« om verdens store råvareselskaber, den gruppe af yngre ledere, som tvang Marc Rich til at sælge sit livsværk.

Da Marc Rich var ude af selskabet, ændrede den nye ledelse virksomhedens navn til Glencore, men selskabet kæmper fortsat med kontroversielle sager. Glencores ledelse har således flere gange optrådt i internationale medier for at forsvare sig mod beskyldninger om korruption og skattefusk.

Journalist og forfatter Daniel Ammann har tilbragt mere end 60 timer i selskab med Marc Rich i forbindelse med arbejdet med »King of Oil«, som udkom i 2009. Forfatteren fik opbygget et nært forhold til oliekongen og interviewede ham også efterfølgende, da Glencore gik på børsen.

Glencore er aggressivere

»Man skal ikke undervurdere den indflydelse, Marc Rich og hans forretningsprincipper har haft på ledergruppen. Hvad de kan, har de lært af ham – det gælder især Ivan Glasenberg, som kom til Marc Rich & Co., mens Marc Rich stadig stod i spidsen for selskabet. Glencore er hurtigere, aggressivere og mere kreativ end sine konkurrenter,« lyder Daniel Hammanns vurdering over for Berlingske.

Her er nogle af Glencores nyere problemsager:

Den britiske avis The Observer omtalte i 2011 beskyldninger om skatteunddragelse for mange millioner pund i Zambia, hvor et Glencore-datterselskab driver en kobbermine. Anklagerne blev rejst af NGOen ActionAid på basis af en kritisk rapport fra revisionsgiganten Grant Thornton.

Ifølge rapporten solgte minen blandt andet kobber til kunstigt lave priser til Glencore i Schweiz, hvor Glencore havde fordel af et gunstigt skatteklima, når kobberet blev videresolgt. Ifølge Glencore sker alle transaktioner på armslængde-vilkår, men den Europæiske Investeringsbank (EIB), som har udlånt store beløb til Zambia, har iværksat en nærmere undersøgelse.

I 2012 anklagede BBC-programmet Panorama Glencore for børnearbejde i en kobbermine i Congo, hvor journalister med skjult kamera havde filmet børn ned til ti år kravle ned i 150 meter dybe skakter uden sikkerhedsudstyr.

Ifølge Glencores topchef Ivan Glasenberg stoppede selskabet driften af minen i 2008, hvorefter lokale havde overtaget den uden Glencores tilladelse. Han benægtede, at Glencore købte kobber fra minen, men Panorama afslørede en lastbil, som forlod minen og kørte til et forarbejdsningsanlæg ejet af en af Glencores partnere i Congo. Panorama mener at kunne dokumentere, at kobberet herfra blev fragtet til Glencores smelteværk i Zambia.

Samme BBC-program beskyldte Glencores datterselskab for at have betalt penge til personer mistænkt for at tilhøre paramilitære grupper i Colombia. Mindst ti beboere blev myrdet, da paramilitære styrker overtog et areal ved siden af Glencores kulmine i Colombia i 2002.

Medlemmer af den paramilitære gruppe indrømmede under en colombiansk retssag i 2011, at de havde stjålet jorden fra de oprindelige beboere for at kunne sælge det til Glencore til brug for en ny kulmine. En colombiansk domstol fandt, at dette var motivet for massakren, som drabene blev kaldt.

Ivan Glasenberg afviste, at Glencore ejede det omstridte stykke land. Men BBC fremskaffede dokumentation for, at Glencore havde betalt 1,8 millioner dollar for grunden. Ifølge BBC forhandlede Glencore efterfølgende med regeringen i Colombia om at levere jorden tilbage.

Den amerikanske avis The Wall Street Journal omtalte i 2012 anklager rejst af NGOen Global Witness mod Glencore for uigennemskuelige minehandler i Congo. Centralt i sagen står en israelsk forretningsmand, Dan Gertler, som angiveligt var nær ven af Congos præsident. Gertler er medejer af en mine, som Glencore har købt sig ind i.

Global Witness hævder, at den congolesis-ke regering hemmeligt har solgt aktieposter i minerne til meget lave priser til selskaber med tilknytning til Gertler. Global Witness mener, at de uigennemskuelige handler medfører risiko for korruption, og at den congolesiske regering kan have brugt provenuet til en kontroversiel valgkamp, som sikrede præsident Joseph Kabila genvalg i 2011.

Glencores bestyrelsesformand Simon Murray har afvist anklagerne og sagde, at alle transaktioner var entirely proper.

Samme Murray fik i øvrigt ørerne i maskinen i sommer, fordi han erklærede sig som modstander af kvindekvoter til bestyrelser, fordi kvinder ikke er så ambitiøse som mænd, fordi de har bedre ting at tage sig af – såsom at passe børn. Glencores formand måtte siden undskylde for sine udtalelser.

Verdens bedste virksomhed

Jan Bech Andersen vil ikke kommentere kritikken af Glencore: »Jeg var ansat i verdens bedste virksomhed, og jeg vil ikke bruge bare to hundrededele af et sekund på at debatere noget politisk,« siger han.

»Glencore er børsnoteret og deraf følger naturligvis normal corporate governance og CSR. Husk på, at Glencore var og er medejet af medarbejderne, så alle har et kollektivt ansvar for, at man følger reglerne. Vi har sat en standard med en meget høj moral. For Glencores vedkommende må jeg igen tilføje, at selskabet er børsnoteret på tre forskellige børser, og jeg ved, hvor meget energi der blev lagt og bliver lagt i, at man gør tingene korrekt og efter bogen,« siger Jan Bech Andersen.

Marc Rich døde i Schweiz sidste år, 78 år gammel. Hans dramatiske historie bliver måske til en Hollywood-film. Filmselskabet Imagine Entertainment har i hvert fald købt rettighederne til »King of Oil«.

Jan Bech Andersen mærkede sin irritation stige, da han så børnene sparke fodbold i indkørslen tæt på bilerne. Hvorfor kunne de ikke spille på fodboldbanen, når han nu havde sørget for, at familien havde sin egen private lige uden for hoveddøren! Anlagt efter alle kunstens regler og indviet af selveste Fernando Torres (fodbold-ikon. Nu Milan. Før Chelsea – red.) ved et storslået arrangement for deres skolekammerater!

Nu sejlede bolden tæt forbi Bentley’en! For fa’en da også!

Pludselig måtte han have luft, og han råbte højt til ungerne om at holde inde. »Jo, jo, tag det nu med ro, far ... vi ramte jo ikke bilen,« indvendte Mathilde. »Nej, men jeg har sagt mange gange, at I skal spille på banen, har jeg ikke!« snerrede han.

Børnene kiggede på hinanden, smed bolden fra sig og luskede ind i køkkenet til deres mor.

Næsten med det samme meldte skyld-følelsen sig. Det skete bare for tit, det her – at han hidsede sig op over småting. Det gik ud over familien. Børnene kunne jo ikke gøre for, at han var stresset.

Men det værste var, at han var begyndt at blive bekymret for helbredet. Han, som aldrig havde fejlet noget og altid havde holdt sig i form. Nu vågnede han oftere og oftere om natten badet i sved. Det skete faktisk hver nat, at han måtte smide sin gennemblødte T-shirt, tage en tør på og lægge håndklæder i sengen for at komme gennem natten.

Jan Bech Andersen havde hyret en personlig træner i håb om, at han kunne arbejde stressen væk med fysisk aktivitet. Men Helle og han havde talt om det flere gange. At han måske måtte geare ned. At kroppen sagde fra. Det lå også altid i baghovedet, at hans far, som heller ikke havde sparet sig selv i sit arbejdsliv som salgschef for Tulip, døde som kun 52-årig.

»Jeg måtte indse, at min krop var spændt til det yderste. Da finanskrisen satte ind, blev presset øget. Det var bare ikke sjovt at sidde med omkring bordet i Glencore med en forretning, der taber penge. Krisen betød, at det var síndssygt vigtigt, at du tænker klart. Men jeg kørte jo i den samme hastighed med fire-fem timers søvn og rejser hele tiden, som jeg havde gjort de seneste mange år – men lige pludselig var kroppen bare ude i et område, som ikke holdt,« husker Jan Bech Andersen.

»På et tidspunkt stiller man sig selv spørgsmålet, hvor længe man vil blive ved. Men det er svært at træffe en beslutning. Man er jo nysgerrig på, hvad den næste mulighed bliver. Der kommer hele tiden noget nyt og spændende, som man gerne vil være en del af,« siger han.

Hos Glencore var der ikke noget, der hed work-life-balance.

»Det har vi ikke – vi arbejder bare,« som topchefen Ivan Glasenberg for nylig fortalte til The Wall Street Journal.

Tiden siden 2008 havde været hård for Glencore, som ifølge en bog om verdens store råvareselskaber, »The Secret Club That Runs the World«, oplevede, at kunder og banker begyndte at sætte spørgsmålstegn ved likviditet og kreditværdighed.

Jan Bech Andersen lægger ikke skjul på, at finanskrisen ramte Glencores shipping-arm hårdt: »Det var en stor omvæltning og en stressende periode med stort pres på. Det er klart, at det ikke var morsomt at levere penge tilbage, som man allerede havde tjent. Men det var en del af gamet. 2009, 2010 og 2011 blev svære år for ST Shipping. Det var bestemt ikke os, der bar igennem. Men styrken ved et konglomerat var jo, at hvis noget går skidt, så er der andet, der går godt.«

Trods pres og stress var det dog aldrig en mulighed for Jan Bech Andersen at trække stikket før Glencores børsnotering: »Det er bare the end game at være med til den største børsnotering i London i 30 år. Det vinker man ikke farvel til,« siger han.

Heller ikke en kompliceret hofteoperation kunne stoppe ham. Jan Bech Andersen måtte i den arbejdsmæssigt udfordrende periode have ny hofte efter at være blevet tacklet af to kinesere i indendørs fodbold i Singapore.

»Det gjorde godt nok hulens ondt dagen efter kampen, men jeg skulle på ti dages rejse, så jeg bed tænderne sammen og holdt ud,« husker Jan Bech Andersen med et skævt smil. Prisen for hans stædighed var, at hoften voksede forkert sammen, og han måtte opereres. »Det er klart, at kroppen presses og stresses yderligere af sådan en omgang,« siger han.

Omkring et år efter børsnoteringen nåede Jan Bech Andersen imidlertid til et punkt, hvor han tænkte: Hvorfor bliver jeg ved? Et turbulent aktiemarked betød, at Glencore-kursen faldt 20-25 procent i forhold til introduktionskursen: »Så da kunne man sidde og se sine papirværdier falde, uden at man kunne gøre noget ved det,« husker han. »Det var ikke nogen behagelig situation!«

Han beroliger dog bekymrede læsere med, at der blev noget tilbage: »Kursen rettede sig siden, og Glencore betaler fine udbytter to gange årligt. Men kursen ligger stadig ti-15 procent under introduktionskursen.«

Jan Bech Andersen forlod Glencore i 2012 – et år efter børsnoteringen: »Mine børn blev ni og 12 år, og jeg følte knap, at jeg havde været hjemme hos dem i alle årene. Det var nemt at være grådig og blive ved, men jeg besluttede, at jeg havde gjort mit. ST Shipping var i gang med at tilpasse forretningen, som på det tidspunkt var væsentligt reduceret. Det var fint at give stafetten videre og sige, at nu var det det.«

Men beslutningen var svær: »Jeg skal mødes med de gamle kolleger i morgen. Det er jo mere end tolv år siden, at vi har arbejdet sammen. De er på en måde ens familie, som man har været mere sammen med end kone og børn,« siger Brøndby-formanden, som Berlingske møder i hans hjem i Surrey uden for London.

»Jeg har stadig halvdelen af min formue placeret i selskabet. Derfor har jeg stor interesse i det. Men så længe jeg ved, at Glencores topchef, Ivan Glasenberg, har otte procent af selskabet, så ved jeg, at det er i trygge hænder. Han er den sidste, der skal i gang til at spille med sine egne penge.«

2012 blev altså året, hvor Jan Bech Andersen som 44-årig kappede båndene til arbejds-livet, som han havde kendt det, siden han var 27. Foråret 2014 blev han som bekendt bestyrelsesformand for fodboldklubben Brøndby IF – men han foretog også en række mindre investeringer i sommerhuse, byggegrunde, ejendomme og etablerede et concierge-firma rettet mod især professionelle fodboldspillere i London-området.

»Mine firmaer er relativt nye og i en etableringsfase, hvor jeg investerer med henblik på afkast inden for de næste to-fem år,« siger Jan Bech Andersen, som ikke ønsker at oplyse konkrete beløb og understreger, at langt de største investeringer ligger i privat regi.

Familien Andersen har i en årrække haft sommerhus i Hornbæk, men i dag ejer Jan Bech Andersen fire sommerhuse på Nordkysten, herunder filminstruktøren Bille Augusts tidligere residens. Husene er købt som investeringer og skal ombygges og sælges. Derudover har han investeret i rækkehuse i Birkerød i Nordsjælland og nogle erhvervsejendomme.

Familien har også erhvervet en byggegrund i St. George’s Hill, hvor de bor, og hvor Jan Bech Andersen planlægger at bygge endnu et pragtpalæ – denne gang med herreværelse à la biblioteket i hans golfklub Queenwood.

Concierge-firmaet retter sig mod professionelle fodboldspillere og andre velhavere, som har brug for, at nogen sørger for det praktiske i deres huse lige fra havearbejde, over rengøring til indkøb, så hjemmet til enhver tid står klart. Jan Bech Andersen har derudover investeret i vennen fra Torm-tiden Mikael Skovs nye rederi Hafnia Tankers.

Siden juni har Jan Bech Andersens store-bror, Flemming Andersen, som har en fortid i detailbranchen, taget sig af disse investeringer som direktør for en håndfuld selskaber, herunder Macar og Matos Invest. Han erstatter konsulent Jesper Holm Hansen, som ellers har haft disse opgaver. Jesper Holm Hansen sad også en periode i Brøndbys bestyrelse på vegne af Jan Bech Andersen.

Hovedparten af formuen har Jan Bech Andersen placeret i en familiefond, som varetages professionelt af »en jyde«, hvis navn er en hemmelighed. »Jyden« varetager også formuen for andre velhavende danske familier.

»Vi er meget konservative med pengene. Mit mantra er, at man kun skal blive rig én gang. Fondens penge skal vare i generationer,« understreger Jan Bech Andersen.

Artiklen fortsætter under billedet
1

Klokken nærmer sig syv om aftenen, og mørket er ved at falde på. Trafikken har været usædvanligt slem, og Jan Bech Andersen har ringet til de fodboldforældre, som plejer at tage ringvejen M25, og advaret dem om at undgå motorvejen.

New Malden ligger cirka 20 kilometer fra hans hjem i velhaverforstaden Weybridge, og det blødt bølgende Surrey-landskab med skove, vild rododendron isprængt smukke manor houses er faset ud til fordel for et mere fladt og kedeligt landskab med små række-huse, der trænges om pladsen, og hvoraf mange trænger til en malerkost. »Ja, romantikken er forsvundet,« bemærker Jan Bech Andersen tørt.

Endemålet er fodboldbanen ved kommuneskolen i New Malden, hvor han to gange om ugen træner et dusin drenge under tolv år, herunder sønnen Oscar. »Så får vi noget kvalitetstid sammen,« forklarer han.

I England er der væsentligt længere mellem kommunalt støttede og prisbillige fodboldklubber end i Danmark, og mange talenter får aldrig chancen. Flere af forældrene her har kørt 20 eller 30 kilometer for at få sønnike til træning, fordi engelske børn ofte ikke som i Danmark blot kan springe på cyklen ned til den lokale klub, hvor kommunalt støttet medlemskab er til at betale for de fleste.

»G4G« står der på ryggen af drengenes trøjer, og det er navnet på Jan Bech Andersens klub. Forældrene står langs hegnet, mens Jan Bech Andersen og den FA-uddannede (FA svarer til Dansk Boldspil Union (DBU), red.) træner Andy Maciel giver drengene en peptalk inden træningen. Det handler blandt andet om at være team-spiller og ikke sætte sig selv i centrum.

Artiklen fortsætter under billedet
2
»G4G« står der på ryggen af drengenes trøjer, og det er navnet på Jan Bech Andersens klub i England, hvor han træner unge spillere. Foto : Linda Kastrup

Så går det løs. Jan Bech Andersen sparer hverken på stemmen eller på bentøjet. For et par timer siden ordnede han telefonsamtaler og internationale forretninger. Nu er han bare en mand, der er opslugt af fodbold.

Brøndby-formanden er selv gammel fodboldspiller og har 200 kampe i 2. division for hjembyen Greve bag sig. En korsbåndsskade, han pådrog sig som 19-årig, stoppede dog for drømme om en professionel karriere.

»He is very passionate,« nikker en af fædrene anerkendende, mens han betragter danskeren råbe og kommandere med drengene.

Forældrene langs hegnet ved godt lidt om, hvem Jan Bech Andersen er. En velhavende dansker, hvis hjerte banker for fodbold. Men de har ikke helt styr på, hvor hans formue kommer fra. Én mener at vide, at de er tjent på professionel fodbold i Danmark ...

»Når du har mulighed for at gøre verden til et bedre sted, skal man gøre det. Rent lavpraktisk betaler jeg en del af fodboldtræningen for mindrebemidlede børn for, at de kan opleve fællesskabet ved team-sport,« forklarer Jan Bech Andersen, som finansierer træningstøj, bolde, den FA-uddannede træner – og for nogle af børnene også selve træningen.

»Nogle af forældrene ved, og andre ved ikke, hvor meget jeg sponsorerer. Det er noget, jeg gør anonymt. Det skal ikke være sådan, at de skylder mig noget. Jeg vil ikke være i lommen på nogen, og de skal heller ikke skylde mig,« siger Jan Bech Andersen.

Der er mindre talentudvikling i England end i Danmark. Forældre løber tør for penge eller viger tilbage for at køre deres børn 50 kilometer til træning. Et blik på fædregruppen langs hegnet og bilerne på p-pladsen vidner om, at det ikke er elitens børn, Jan Bech Andersen træner.

»Det koster mig mellem 40 og 50 pund om måneden. Og så kommer der kørsel oveni,« siger en af fædrene, som ikke lægger skjul på, at han synes, det er mange penge.

»Fodbold er mere elitært i England end i Danmark. Her er et andet rekrutterings-system med fodboldakademier, som mange ikke har råd til. Der har været megen debat her om, hvorfor landsholdet ikke præsterer bedre, end det gør. Manglen på græsrodsfodbold kan være årsagen til, at talenter bliver overset,« forklarer Jan Bech Andersen.

»Et andet problem er, at der mangler fodboldbaner. Min største drøm er at købe min egen jord og etablere en bane. Men der er mange miljøkrav, som gør det vanskeligt at få tilladelse til det,« fortæller Brøndby-formanden, der har brugt en del krudt på at finde banen i New Malden, som er lejet af den lokale skole.

Respekt og ydmyghed

Jan Bech Andersens sociale hjerte tilsiger ham, at han respekterer høj som lav. Selvfølgelig er han bevidst om forskellene mellem hans egen familie og drengene i New Malden.

»Det skal man forholde sig ydmygt til og ikke være naiv,« som han udtrykker det.

Men han prøver at håndtere de sociale barrierer. Som da han inviterede fodbolddrengene hjem til afslutning på sæsonen: »Jeg er da meget bevidst om, at det er en helt anden verden. De troede jo nærmest, at det var Buckingham Palace, de var kommet til,« husker han.

»Det var noget uvirkeligt, men der var ingen andre, der kunne lægge hus til. Så jeg sagde – tag jeres badebukser med, så laver vi fodboldturnering på vores egen bane og tænder grillen og går i korte bukser.«

Jan Bech Andersen tænker meget over, hvilket billede han tegner af sig selv over for sine egne børn:

»Det er vigtigt at være rollemodel. Børnene skal lære at arbejde igennem, selv om de er privilegerede. De skal lære, at man ikke kommer sovende til ting. Jeg kunne spille golf hele ugen fra ni til fem, men jeg synes, det er vigtigt for dem at se, at far laver noget, der giver mening. Selvfølgelig skal ens familie være sikret i fremtidige generationer, men når det er i orden, er det nødvendigt at finde indhold og formål som familie,« fortæller Jan Bech Andersen.

En godgørende fond

Så kommer vi til den godgørende fond, som Jan Bech Andersen har planer om at etablere:

»Vi regner med at have noget klar om nogle uger. Ideen er en fond, som gør noget godt for menneskeheden. Måske noget med unge og sport, måske noget med at sørge for rent drikkevand i Afrika, uddannelse i den tredje verden – eller verdens første concierge-selskab for hjemløse!«

»Det, jeg har skabt, skyldes en kombination af held, dygtighed og hårdt arbejde. Jeg føler en pligt til at give noget tilbage. Og så har jeg stor glæde ved at se andre mennesker være glade,« siger han.

Projektørerne er for blevet længst tændt over fodboldbanen i New Malden. De fleste af drengene er trætte, men de hjælper pænt med at samle vandflasker og bolde op, som stoppes ind i trænerens bil. Den eneste, der stadig er fuld af energi, er sønnen Oskar, som dribler og sparker i en uendelighed, mens hans far gør sig færdig.

Jan Bech Andersen sludrer lidt med forældrene og giver hånd raden rundt. Klokken nærmer sig ni. En lang dag er slut.

 

Kapitel 5:

Brøndby-formanden: »Jeg kan blive sindssygt hidsig«

 

Nybruset og omklædt efter træning kommer fodboldikonet Daniel Agger ind i receptionen i Brøndby IF, netop som hans bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, haster ind.

Milliongaven til fodboldklubben og den glade giver får sig en snak. Er familien faldet til, hvordan går det med hussalget i Liverpool, og sønnen? Jan Bech Andersen spørger faderligt til den yngre mands nye liv i Danmark, og Daniel Agger svarer imødekommende. Jo tak, det går godt med den nye lejlighed på Frederiksberg. Og nej tak, han har desværre ikke tid til at gå med over at se Brøndbys reservehold spille mod Lyngby. Skal hente sønnen i skole.

»Du må endelig sige til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe dig med,« siger Brøndby-formanden, og de to mænd trykker hånd og skilles. Et par af Brøndbys andre spillere passerer forbi. Jan Bech Andersen får nikket til dem med et »godt spillet!« efter kampen dagen før mod Esbjerg, som endte uafgjort.

Artiklen fortsætter under billedet
med agger
Jan Bech Andersen møder holdets største stjerne Daniel Agger foran Brøndby stadion til en hurtig snak om løst og fast. Foto : Linda Kastrup

Daniel Agger er Jan Bech Andersens personlige gave til Brøndby IF, men også hans private investering i klubben. Købt og betalt hos Liverpool til en ukendt pris, som sportspressen anslår til over 20 mio. kr., er Agger et af flere spillerindkøb, som Brøndby har foretaget i sommer under Jan Bech Andersens formandskab.

Bestyrelsesformanden har også finansieret købet af to norske spillere, Semb Berge og Elba Rashani, til en samlet pris af 12 mio. kr., hvilket er med til at bringe det samlede beløb, som Jan Bech Andersen har lagt i Brøndby, op på over 100 mio. kr.

En tordensky

Tre af Brøndbys nøglepersoner sidder denne mandag i september på langsiden ved en af udendørsbanerne bag Brøndby Hallen. Jan Bech Andersen slutter sig til træner Thomas Frank, konsulent og klubmentor, tidligere træner for håndboldlandsholdet Ulrik Wilbek samt sportslig direktør Per Rud for at se Brøndbys reservehold spille mod Lyngby.

Undervejs hen til bænken bliver Brøndby-formanden opholdt af tilskuere, som vil hilse på, og han veksler tålmodigt et par ord med dem.

Artiklen fortsætter under billedet
jan med bosserne
Jan Bech Andersen overværer Brøndbys reservehold i kamp sammen med fra venstre Ulrik Wilbek, der er konsulent i Brøndby, cheftræner Thomas Frank og sportsdirektør, Per Rud. Foto : Linda Kastrup

»Det er vigtigt, at medarbejderne ser, at deres ultimative chef interesserer sig for dem og deres arbejde. Man må ikke blive en eller anden, der bor i England, som de bare læser om i avisen. Jeg bruger meget tid på at sørge for, at medarbejderne har det godt. Sender blomster, hvis nogen har gjort et godt stykke arbejde. Demonstrerer over for de hundredvis af frivillige, der viser deres betingelsesløse klubkærlighed ved at hjælpe til ved kampene, at jeg sætter pris på dem,« siger han.

Jan Bech Andersen er i pressen fremstillet som en stille, lidt fjern investor, som ikke blander sig synderligt. Men der gemmer sig en passioneret fodboldelsker og krævende investor bag Jan Bech Andersens lidt generte facade.

Hans ukendte side er mørkere og temperamentsfuld: »Jan er som en tordensky, der pludselig kan gå i udbrud,« lyder en karakteristik. Og det erkender Brøndby-formanden blankt:

»Jeg kan blive sindssygt hidsig og gå til folk med skarpe spørgsmål og holde dem ansvarlige for det, de er ansat til. Det er selvfølgelig vigtigt altid at støtte spillerne og træneren, men du er også nødt til at stille skarpe spørgsmål. Den der klappen-på-skuldrene-mentalitet, hvor vi siger til hinanden, »hvor er vi gode« – den har jeg det rigtig svært med. Hvis vi skal flytte os, er det vigtigt at udfordre hinanden,« siger han.

Jan Bech Andersens formiddag er gået med ansættelsessamtaler efterfulgt af one-on-one-frokost med træner Thomas Frank. Hvad de to har talt om, ved vi naturligvis ikke. Men det er dagen derpå efter Brøndbys kamp mod Esbjerg, hvor Daniel Agger var på banen for første gang, men hvor Brøndby alligevel måtte nøjes med uafgjort. Så mon ikke en del af snakken er gået med at diskutere kampen?

Træneren får 24 timers fred efter en kamp

Som tidligere 2. divisionsfodboldspiller og anfører for Greve med 200 kampe bag sig har Jan Bech Andersen sine egne meninger om, hvordan geden skal barberes. Og måske har han været lige lovlig langt fremme med gode råd og kritik for Brøndby-ledelsens smag.

For nogle måneder siden indgik han i hvert fald en aftale med Thomas Frank om, at træneren skal have 24 timers fred efter en kamp til selv at analysere spillet, inden bestyrelsesformanden kommer med sit besyv. Formanden får nu tilsendt holdopstillingen lørdag, som han tager til efterretning, og så må han ellers styre sig med kommentarer til et døgn efter kampen.

»Thomas skal ofte direkte på TV, så han skal ikke have en eller anden åndssvag SMS fra en frustreret formand. Han skal fokusere på sit job og have fred til at analysere kampen. Før SMSede jeg ham helt instinktivt. Jeg kunne godt sende ham en besked om, at det og det er kraftedeme sindssygt – eller det og det er ikke holdbart,« siger Jan Bech Andersen.

Men han indrømmer, at det er svært at lade være at kontakte træneren:

»Lige når kampen er færdig, er jeg enten sindssygt glad eller sindssygt frustreret, og så er det jo, at følelserne kan løbe af med én. Men når tingene lige har bundfældet sig, får man nok sagt tingene mere afdæmpet. Når det ikke går godt, sidder man jo derhjemme fuldstændig indebrændt foran TVet. Kampen mod Randers FC, som vi tabte på et næsten udsolgt stadion, var den ultimative nedtur. Som et bryllup, hvor bruden glemmer at komme. Efter sådan en oplevelse er jeg nødt til at udfordre spillerne – hvor stærke er de mentalt. Kan de klare presset?«

Men Brøndbys bestyrelsesformand understreger, at der er kinesiske mure mellem ham selv og Thomas Frank.

»Jeg kunne aldrig drømme om at sætte spørgsmålstegn ved hans strategi og holdopstilling. Men derfor kan vi godt, som ved frokosten i dag, snakke om gårsdagens kamp, temperaturen i truppen, og hvordan han ser på tingene en måned frem. Typisk taler jeg med ham en gang om ugen. Thomas er sindssygt passioneret. Derfor er det vigtigt, at han får frirum til at tænke og sparre med sit team.«

»Når der så er gået 24 timer, spørger jeg ham selvfølgelig om hans vurdering. Jeg er altid nysgerrig og videbegærlig for at finde ud af, hvorfor bundniveauet på holdet er så relativt lavt, når man tænker på, at de har spillet sammen et stykke tid. Hvordan kan de have sådan nogle udfald, som dem vi så mod Esbjerg? Hvorfor er de lige pludselig ikke på samme frekvens. Der er jo altid en forklaring på de spørgsmål, men det skal være en ordentlig forklaring,« understreger Brøndby-formanden.

»Jeg taler meget med sportsdirektør Per Rud – både på kampdagen, hvor vi ofte sidder og reflekterer, og efter kampen. Jeg skrev med ham i går efter kampen mod Esbjerg. Men det må aldrig blive sådan, at bestyrelsesformanden sidder og kommenterer, hvem der spiller. Men jeg har da haft en snak med seks-syv af spillerne om kampen mod Esbjerg og også generelt, om vi er på vej i den rigtige retning.«

Kommer til at dække underskuddet

Jan Bech Andersen kan virke lidt anspændt. Men hvem ville ikke være det, når man har investeret over 100 mio. kr. i en fodboldklub, der kun lige hager sig fast i midten af superligaen, og man har sat sig det mål, at Brøndby skal være nummer et eller to i Superligaen om to til tre år? Og gøre sig blandt de store i Champions League ude i Europa? Og når man samtidig ved, at Brøndby styrer mod et betragteligt underskud i 2014?

Artiklen fortsætter under billedet
jan bech ser fremad
Bestyrelsesformanden og hovedaktionæren i Brøndby IF trodser advarelser og spådomme, og tror på bedre tide for Vestegnens fodboldstolthed. Foto : Linda Kastrup

En tidligere Brøndby-aktionær, som ikke ønsker at stå frem, har denne vurdering:

»Jan Bech Andersen kommer aldrig ud med sit gode navn i behold. Enten skal han sælge, men det kan han ikke, for der er ingen købere, eller også skal han hele tiden være med til at dække underskuddet, og det er det, han kommer til.«

»Håbet for Brøndby er, at klubben klarer sig godt i Champions League. Så vil aktiekursen stige – men det er svært,« lyder en anden vurdering.

Jan Bech Andersens tro på Brøndby er urokkelig:

»Jeg elsker klubben, jeg tror på, at jeg kan lave noget unikt med hensyn til talentudvikling, og jeg tror på, at vi kan gøre det til en god forretning,« siger han.

Til hans store glæde vandt Brøndby da også 2-1 over AaB sidste søndag.

Berlingske har i fem kapitler bragt historien om den usædvanlige karriere for Greve-drengen, der rejste ud i verden, søgte lykken og skabte sig sig en formue på medejerskab af en af verdens allerstørste virksomheder, mine-konglomeratet Glencore. De næste måneder vil vise, om han er lige så heldig med sin Brøndby-investering.

0 Kommentarer

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere