Besparelser har bragt Dansk Supermarked tilbage på rette spor. Det er Erling Jensens værk.
16. marts 2010, 06:55 – opdateret 16. marts 2010, 07:03
Kynisk, kortfattet og kontrollerende. Der er blevet sagt mange, også knap så flatterende, ord om Erling Jensen gennem tiden.
Men i Dansk Supermarked, hvor han har været administrerende direktør siden 2000, lader man tallene tale for sig selv – og i går talte de til Jensens fordel.
Dagligvaregiganten kunne fremvise et rekordregnskab for 2009, blandt andet båret af en benhård omkostningsreducering, der med tiden er blevet et af Erling Jensens varemærker.
Han har været i organisationen i mere end 30 år, og foruden en forståelse for, hvad det præcis er, dagligvarekunder vil have, har årene givet Erling Jensen en enestående fornemmelse for, hvor der kan skæres, uden at kunderne i Netto, Føtex og Bilka mærker til det.
Erling Jensen var egentlig udlært elektriker, men lærte om godt købmandsskab fra en af de allerbedste, nemlig Hermann Salling, der da også selv pegede på Jensen, da han i sin tid skulle finde en afløser.
Besøg fra hovedkvarteret
»Herman Salling har altid præget os alle sammen med, at vi er til for kundernes skyld. Kunden er vores øverste chef, og kundens dom om ikke at handle hos os kan ikke appelleres til nogen instans, og det ved vi,« har Erling Jensen tidligere sagt i et interview med Jyllands-Posten.
Her afslørede han også, at han har holdt fast i Sallings fornemmelse for forretningen ved helt fysisk at være til stede.
Derfor kan ansatte i landets Netto-, Føtex- og Bilka-butikker jævnligt få fint besøg fra hovedkvarteret, for direktøren aflægger en til to gange om ugen visit i varehusene og supermarkederne, for nu at se, om alt er, som det skal være.
Jensen har også fastholdt en anden tradition fra Salling i form af det ugentlige lørdagsmøde, hvor organisationens øverste ledere samles på hovedkontoret i Højbjerg og gennemgår ugens salgstal. Viger salget, skal der sættes ind med det samme.
Dagligvaredirektøren har dog også sat sit eget præg på den traditionstunge organisation. Hvor det før var uhørt at invitere pressen indenfor, åbnede Erling Jensen for få år siden døren til omverdenen på klem og inviterede indenfor til et årligt pressemøde om de finansielle resultater.
Med til historien om Erling Jensen hører dog også de hårde ord, der som tidligere nævnt ofte falder om ham.
Ti år mere i ham
Topstyrende, dominerende og ude af trit med tiden er nogle af de betegnelser, Erling Jensens ledelsestil har fået – dog oftest fra anonyme kilder, for i en relativt lille detailverden som den danske lægger man sig ikke gerne ud med mastodonten.
Ifølge Bruno Christensen, detailekspert og forfatter til bogen »Detailhandlens vindere«, er Jensens ledelsesstil dog en nødvendighed i netop dagligvarebranchen.
»Forskellen på at komme helskindet igennem som detaillist med plus på bundlinjen og at komme ud med minus er helt små marginaler. Derfor er man nødt til at have en skrap central styring af omkostningerne.«
Han vurderer, at det rekordregnskab, Dansk Supermarked kunne fremlægge i går, og den sikre vinderkurs, virksomheden har været på i en årrække, i høj grad kan tilskrives Erling Jensens evner.
»Han kender organisationen indefra og besidder nogle af de samme egenskaber for godt købmandskab, som Salling gjorde. Det er ikke alle, der kan gøre det, han har gjort.«
Selv om Erling Jensen i december rundede 61 år, er der da heller ingen i detailbranchen, der forventer, at Mr. Dansk Supermarked slipper tøjlerne lige foreløbig.
»Jeg vil tro, at der snildt er ti år mere i ham,« siger Bruno Christensen.
Hvad Erling Jensen vil bruge pensionen til, når han når så langt, er til gengæld uvist. Jensen er en privat person. Dermed passer han egentlig også ganske godt til den virksomhed, han repræsenterer.
»Dansk Supermarkeds ledere har altid været karakteriseret ved at holde lav profil. De slår ikke ud med armene, men lader tallene tale for sig selv,« siger Bruno Christensen.
































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten