Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

'De unge iværksættere mangler solidt netværk'

Medejer af Spamfighter og Jubii Henrik Sørensen spår websitet xyw.dk en lys fremtid. Forudsætningen er, at de unge får et netværk med tyngde.

Begejstringen er svær at skjule for Henrik Sørensen, ekspert i ErhvervsBladet.dk’s vækstpanel, når han skal vurdere levedygtigheden for websitet xyw.dk. For selv om der findes masser af jobportaler, rammer de unge fint ned i en niche, hvor de forstår at skille sig ud.

- Hele arbejdsmarkedet skriger på unge og bruger formuer på at tiltrække dem. Samtidig er de unge rådvilde og søger svar på, hvor de kan få det rigtige overblik over valgmulighederne, siger Henrik Sørensen.

Han vurderer, at de tre unge iværksættere har en fin fornemmelse for, hvilke styrker og svagheder, de har, sammenlignet med deres konkurrenter. Og deres alder er lige præcis det, som gør, at de kan skille sig ud i mængden af portaler, som det kan være vanskeligt at opnå synlighed for i cyberspace.

- De er unge med de unge - for de er selv unge og benytter sig af de medier, hvor andre unge befinder sig. Dybden mangler måske lidt endnu, men når jeg snakker med dem, er jeg ganske fortrøstningsfuld over for, at de nok skal nå derhen. Derudover har portalen en del gode tiltag, som eksempelvis et forældreafsnit og en god sektion for arbejdsgiverne. Ved måske at udbygge det lidt, så tror jeg de, vil få større vægt, vurderer eksperten.

Mens iværksætternes alder på den ene side er den styrke, som gør, at de kan differentiere deres produkt fra andres, udgør alderen også en akilleshæl.

- Grundlæggerne er unge og har ikke den store erfaring i at drive kommercielle produkter. De har heller ikke netværket til at trække erfaring fra, siger Henrik Sørensen.

Rørende ihærdighed

Alligevel er han fortrøstningsfuld på deres vegne. De tre fyre pukler nemlig på med rørende stor ihærdighed, hvilket ikke mindst er nødvendigt, fordi de ikke har haft alverdens midler at etablere sitet for.

- De har startet firmaet for deres ’lommepenge’. Selv om firmaet er en fuldtidsbeskæftigelse, må de ernære sig ved aftenarbejde på steder, hvor de også kan lære noget, som de kan bruge i deres egen virksomhed. Det har jeg personligt så stor respekt for, at det er til at få tårer i øjnene over, siger Henrik Sørensen, der heller ikke er i tvivl om, at iværksætterne har fine chancer for at tiltrække kapital udefra.

Det springende punkt er, at iværksætterne mangler et bundsolidt netværk at trække på, hvis de for alvor skal have succes.

- De har klart brug for en eller flere, som kan vise dem døren til næste etage og få dem i snak med lidt ’tungere’ personer og kunder, lyder rådet fra Henrik Sørensen.

 




Markedet lige nu