Hvis velfærdssamfundet skal opretholdes, kræver det 15.000 ekstra nye job fra iværksættere hvert år de næste fem år. Det ligner en umulig opgave.
6. maj 2010, 06:00
Velfærd. Vi er alle stødt på ordet og har gjort det til vores eget. Vi ved, at velfærden kendetegner Danmark, men ved vi også, hvad det kræver at holde vores høje levestandard i live?
Dansk økonomi skal holdes oppe af en stærk konkurrencekraft, og den skal landets iværksættere være med til at levere. Der er brug for, at der skabes mindst 15.000 ekstra job årligt blandt landets idérige forretningsmagere de næste fem år.
Lige nu ser iværksætternes kår dog dystre ud. Nye tal, som er udarbejdet af analysevirksomheden eStatistik for Erhvervsbladet, viser, at iværksætterraten faldt drastisk i 2009. Sættes iværksætterraten til 100 i 2001, kulminerende den på 133 i 2007. I kriseåret 2009 faldt den dramatisk til 75.
Danmark ønsker ifølge den siddende regerings strategi at være blandt verdens førende iværksætternationer i 2015. Men hvis dette mål skal nås, er der altså et markant efterslæb, som først skal indhentes. Ifølge regeringens iværksætterindeks, som ud arbejdes en gang årligt i november, har iværksættervirksomheder og nye vækstvirksomheder siden årtusindskiftet i gennemsnit skabt 70.000 nye nettoarbejdspladser om året.
- Selv om man ikke kan sætte faldet i iværksætterraten lig med tabte job, tyder meget på, at vi har tabt omkring 30.000 private job blandt iværksættervirksomheder i fjor, vurderer cheføkonom i Dansk Erhverv, Jens Brendstrup.
Når antallet af produktionsarbejdspladser, der nedlægges som følge af udflytning, lægges til, skal iværksættere og nye vækstvirksomheder ifølge Jens Brendstrup skabe i hvert fald 15.000 ekstra arbejdspladser om året i de næste fem år, hvis vi skal fastholde størrelsen på den nuværende private sektor.
Det bliver mere end svært. Professor Thomas Schøtt fra Syddansk Universitetscenter, der har hovedansvaret for de såkaldte Gem-rapporter, som måler iværksætteraktiviteten i de udviklede er lande, er pessimist:
- Det bliver simpelthen ikke muligt at nå regeringens målsætning. Faldet i iværksætterraten i Danmark er kraftigere end i de fleste andre udviklede lande. Det overvinder vi ikke sådan lige, siger han.
Kun helt ekstraordinære tiltag med kapitaltilførsel til vækstiværksættere vil kunne rette op på udviklingen, og det er det ikke politisk opbakning til.
Det eneste lyspunkt er, at danske iværksættere er mere innovative end gennemsnittet af deres udenlandske konkurrenter. Det gælder både i teknologisk henseende og ved udvikling af nye forretningsmodeller.
Læs mere om iværksætternes vigtige betydning for dansk økonomi i den nyeste udgave af ugemagasinet ErhvervsBladet, som er på gaden i dag.




























































