Søren Juhl og Hans Henrik Søllested tog i sommerhus og fik ideen til den zoologiske have, der er et pædagogisk online-spil for de tre- til fem-årige.
18. november 2009, 06:00 – opdateret 13. maj 2012, 19:10
Søren Juhl og Hans Henrik Søllested er gamle kollegaer fra reklamebranchen og har altid arbejdet på nogle ideer og projekter, uden det er blevet til noget. Men denne gang skulle det være, så parret tog i vinter nogle dage i sommerhus. Og denne gang blev barnet født, 9. september kunne de gå i luften med ABCzoo, der er et pædagogisk og online-baseret spil, som er opbygget omkring dyrene i en zoologisk have og henvender sig til de tre-fem-årige.
- Jeg tegner og laver al sjov og ballade, mens Hans Henrik laver alle koderne, fortæller den 36-årige Søren Juhl, der er uddannet reklametegner hos Lego og i dag har eget bureau, hvor han blandt andet laver online-spil for Danmarks Radio og TV2.
33-årige Hans Henrik Søllested er uddannet grafiker og har selv lært sig at programmere. Han har også eget firma.
Siden sommerhusopholdet i vinter har de alene udviklet spillet i de ledige timer, der er til rådighed, når det daglige arbejde og familien er overstået.
- Tanken var at lave noget spil for de allermindste - og ikke bare noget for sjov - men noget med indlæring. I lang tid manglede vi universet, men da vi fik sporet os ind på en zoologisk have, faldt det hele på plads, fortæller Søren Juhl.
Spillet er onlinebaseret og henvender sig til familier og institutioner, der selv kan indstille sværhedsgraden i spillet til børnene. Det koster 149 kroner, og parret vil nu for alvor gå i gang med at markedsføre det. Håbet er at kunne lave nye opfølgere og nye versioner, hvis ABCzoo bliver en succes:
Og hvad er håbet eller drømmen?
- Det vil være fint at kunne leve af det, samtidig med at vi passer vore kunder, fortæller Hans Henrik Søllested.






























































