Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bosse har fået sit liv tilbage

Efter hun valgte at stoppe som topchef i Tryg, er Stine Bosse gået fra en 80 til en 40 timers arbejdsuge, og hun ligner en kat, der lige har slikket fløde.

4 Kommentarer

Der er ikke meget business woman over Stine Bosse. Slet ikke som hun står der i sit hyggelige køkken med afsyrede trælåger, hylder med nips og fotos af børn og børnebørn. I et hjørne byder en lænestol sig til. Man kigger forgæves efter fancy designermøbler og kostbart køkkenudstyr.

»Du kan jo skrive, at Stine Bosse nu har indtaget det synspunkt, at kvinder hører til i køkkenet,« joker hun veloplagt, alt imens hun flækker en saftig mangofrugt, som hun selv har hjembragt fra Mali, hvor hun netop har været på besøg i sin egenskab af formand for Børnefonden.

Nu er det næppe nyt, at Stine Bosse stikker ud fra den gængse opfattelse af, hvordan en topchef ser ud og agerer for den sags skyld. Det har hun altid gjort. Alene i kraft af sit køn. Af samme grund gav det kolossal genlyd i medierne, da hun midt i januar i år stoppede som CEO i forsikringskoncernen Tryg. Farvel til den eneste kvindelige topchef i de mandsdominerede C20-selskaber.

Nyheden om Stine Bosses exit og sporskifte til professionelt bestyrelses- og velgørenhedsarbejde spredte sig som en steppebrand i medierne. Hendes afgang blev vendt og drejet og analyseret. Flere medier antydede ligefrem, at hun nok havde fået et lille skub af sin bestyrelse. Hvilket hun pure afviser.

»Ja, i modsætning til, hvad nogen skrev eller mente på det tidspunkt, var der altså ikke noget som helst signal til mig fra en bestyrelse. Intet. Jeg må bare konstatere, at sådan er det. Jeg gør noget, som er usædvanligt. Noget, som mange andre måske først gør, når de er 55 eller 60 år. Det er den ene ting. Den anden er dette her med, at mit køn stadig løber efter mig. På en eller anden måde er det bare mere interessant, end hvis Codans direktør havde besluttet det samme som 50-årig. Det har noget at gøre med den placering, jeg havde fået – på godt og ondt,« siger Stine Bosse, da vi sidder bænket om langbordet inde i stuen med udsigt til mark og eng.

Hun føler dog ingen trang til at skælde ud på pressen. Det skulle da lige være Berlingske, som flere uger efter selve begivenheden bragte et foto af Stine Bosse som illustration til en artikel, der handlede om udbrændte danskere:

»Da blev jeg sur. Det var ellers et godt billede, hvor jeg står og kigger mig selv i spejlet. Men jeg havde intet at gøre med den artikel, og det var bare ikke i orden. Men ellers synes jeg, at jeg har fået en super, super, fornem behandling af pressen – hvis man kan tale om en sådan.«

Beslutningen om at stoppe i Tryg, traf hun på en ferie med sine døtre i Brasilien. Men faktisk antydede hun allerede sit sporskifte i portrætbogen »Det handler om at turde«, som udkom i 2009.

Hvorfor gik du ud og antydede, at du var på vej væk?

»Fordi det var sandheden. Jeg har ligesom valgt at sige tingene, som de er. Og min livscyklus har jeg besluttet for mange år siden, nemlig da jeg første gang sagde ja til at blive direktør. Da lovede jeg mig selv, at jeg maks. ville give det 10 år. Det blev så til 12 i topledelse, men jeg sagde også til mig selv indeni: "Første gang du smager, at det ikke er sjovt, så skal du stoppe."«

Læs hele interviewet med Stine Bosse i Business Søndag 24. april 2011

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

og hva' så

hvad har bosse nogensinde haft at byde på, i debat, eller ledelsesmæssigt, andet end tomgang og fallit....

Er alle 16 årige VU´er kaldt af tinge?

GAB...

Bosse - en "Arbejdets helt"

Jeg er selvfølgelig meget imponeret over de 80 timer, som Stine Bosse ugentligt har præsteret i Trygs tjeneste. Men jeg er også lidt forvirret: Hvorfor har det været nødvendigt lægge en så stor kvantitativ arbejdspræstation i funktionen som daglig leder af Tryg? Jeg udelukker straks effekten af det såkaldte ”Peter-princip” – altså at Bosse skulle være blevet forfremmet ud over sit kompetenceniveau -; det kan jeg på ingen måde forestille mig. Men med mindre at man anser firs timers ugentlig arbejdsindsats som passende for den daglige leder af en stor virksomhed, så kræver nødvendigheden af denne – i mine øjne overvældende indsats – en forklaring. Den kan jeg selvsagt ikke give – kun antyde nogle muligheder: uvilje mod at delegere opgaver; omfattende kontrolfunktion.

Noget helt andet er, at firs timers ugentlig arbejdsindsats kræver en meget disciplineret tilrettelæggelse af dagligdagen med særlig henblik på hvile, hvis der ikke skal opstå en udmattelse, der kan være af såvel fysisk som psykisk karakter. Det er min egen erfaring – hentet fra militære opgaver -, at manglende hvile hurtigt fører til langsommelige og ukvalificerede beslutninger.

Tilbage står jo så stadig, at firs timers ugentlig indsats er en imponerende præstation, som står i skarp kontrast til de sølle 15 daglige minutter, hvormed den aktuelle parlamentariske opposition mener at kunne redde samfundsøkonomien. Jeg er fuldt ud klar over, at direktører ikke har en ugentlig arbejdstid anført i deres ansættelseskontrakt, men jeg vil dog tillade mig at formode, at den ugentlige arbejdstid på det almindelige arbejdsmarked vil kunne udgøre en referencestørrelse. Og i relation hertil har Bosse overopfyldt den kvantitative arbejdsnorm med 216,2 procent. Jeg vil derfor her tillade mig at foreslå arbejdsministeren, den charmerende Inger Støjberg, – som jo i dag har titel af ”beskæftigelsesminister” -, at der indstiftes en medalje, som med smukkeste forbillede tituleres ”Arbejdets helt”, og at denne værdighed tildeles Bosse som den første, således at hun, Bosse, kan fremstå som det ideal, der atter skal bringe det lille samfund på fode.

Endelig har jeg megen forståelse for, hvis overgangen fra firs til fyrre timers ugentligt arbejde medfører et eksistentialistisk tomrum for Bosse. Jeg skal her blot erindre om, at TrygFonden – som jo har en vis sammenhæng med Tryg Forsikring – har bevilget ganske store summer til den såkaldte ”liaison-psykiatri”, som hævder at kunne helbrede en næsten hvilken som helst sygdom – den være sig af somatisk eller psykiatrisk karakter – gennem et værktøj, der benævnes ”mindfulness” (det svarer åbenbart lidt til den ”snake medicin”, der huserer i så mange af vore elskede western-film). Skulle det for Bosse komme til en belastning fra de uudfyldte timer, vil jeg derfor råde hende til at prøve den af Tryg medfinansierede mindfulness.

Er det da så interessant for os andre?

Der er rigtig gået kulørt ugeblad i Basse, må jeg sige.

Det er altid svært at skulle stå i side kulissen, når man hidtil har været figuren midt på scenen.

Kom lidt tilbage i skoen, så interessant er det altså ikke.

Nyd livet i skyggen.




Markedet lige nu