Mega-filmhittet Avatar står muligvis over for et forbud i Kina. Filmen truer lokale kinesiske films popularitet og kan give kineserne gode idéer, når det kommer til ejendomsret.
19. januar 2010, 12:00
James Cameron’s elegante lange blå rumvæsner formår i filmen Avatar at tage kampen op mod fjendtlige mennesker, der vil udnytte deres planet. Men tilsyneladende formår filmen i virkelighedens verden ikke at vinde kampen mod den kinesiske censur.
Meget tyder nemlig ifølge Hong Kong avisen ”Apple Daily” på, at Avatar den 23. januar vil blive forbudt i de kinesiske biografer. Det sker på trods af, eller måske netop på grund af, at filmen i den første tid den har spillet i Kina har trukket lange køer.
En del af begrundelsen er ifølge ”Apple Daily”, at Avatar er så populær, at den gør det svært at sælge billetter til nationale kinesiske film. Avatar stjæler simpelthen markedsandele fra film produceret i det kinesiske styres ånd.
Men en anden del af begrundelsen handler tilsyneladende om ejendomsret. Den kinesiske regering frygter, at for mange biografgængere vil drage en kobling mellem rumvæsernes fiktive kamp for deres levesteder, og mange kineseres oplevelse af at blive drevet væk fra deres boliger og byer, når der skal anlægges store infrastrukturprojekter som dæmninger og motorveje.
I rummet - eller i Kina
Kinas mest populære blogger – Han Han, en skribent og racerbilkøre i tyverne - skriver ifølge ”Apple Daily” i sin blog, at ”for biografgængere i andre lande er den brutale tvangsforflyttelse af rumvæserne i filmene utænkelig i virkeligheden. Det kan kun ske på andre planeter – eller i Kina”.
Det var forventet, at Avatar kunne indtjene op mod 400 mio. kroner i Kina. Myndighederne i Beijing har endnu ikke kommenteret på rygterne.

























































