Store mængder af 3D-briller skal sendes til genanvendelse.
20. januar 2010, 09:29
Den nye filmsucces, fremtidsfilmen »Avatar«, har skabt et affaldsproblem. De 3D-briller, som er nødvendige for at se filmen, skal nemlig smides ud, når folk forlader biografen.
Store mængder af engangs-3D-briller i plastik samles sammen i særskilte beholdere, som filmdistributøren SF derefter sender til genanvendelse.
»Vi vil gerne finde på noget andet. Det føles ikke så godt at skulle behøve at gøre dette,« siger Alex Kugelberg fra SF i Malmö til Sydsvenska Dagbladet.
Set af 300.000 i Sverige
Omkring 300.000 svenskere har til dato set »Avatar« i de 11 biografer, som viser den tredimensionelt.
»Avatar« handler om en tidligere marinesoldat, som sendes fra Jorden for at infiltrere en race af blå rummænd og overtale dem til at lade hans arbejdsgiver søge efter naturressourcer i deres område. Den skal angiveligt være den dyreste film, der nogen sinde er lavet. Budgettet er på mindst 300 millioner dollars.
Købes hjem fra USA
SF afprøver nu en ny type af 3D-briller, som kan rengøres og genanvendes, men teknisk chef Per Wermelin er ifølge avisen ikke sikker på, at det er bedre:
»Briller, som skal genanvendes, skal jo også produceres. Og efter anvendelsen skal de vaskes, og da skal vi have vaskefaciliteter og maskiner og ekstra personale. Det aspekt vurderer vi for øjeblikket,« siger han.
3D-brillerne bliver købt i USA for en dollar pr. styk. De kan kun bruges til den teknik, RealID, som SF anvender i sine biografer. Derfor kan man ikke bruge dem til andre ting.


























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten