Med Specialisterne, der hjælper autister i job på markedsvilkår, forsøger iværksætter at kombinere vision, firma og græsrodsbevægelse.
21. januar 2010, 10:30
En søn med autismediagnose vækkede iværksætterlysten hos Thorkil Sonne, der på det tidspunkt arbejdede i et TDC-selskab.
I løbet af kort tid var jobbet sagt op, og Specialisterne grundlagt. Virksomheden tilbyder specialister inden for it-området, som ud over store faglige kompetencer har den specialitet, at de alle lider af autisme.
- Vores mål er at hjælpe mennesker til at udnytte deres potentiale. Det ønsker vi at gøre på markedsvilkår, og det betyder, at vores virksomhed skal tjene penge, forklarer stifteren.
Kvalitet i centrum
Thorkil Sonne understreger dog, at pengene ikke tjenes for pengenes skyld, og overskuddet i Specialisterne går således til at udvide den gode sag. En vægtning mellem forretning og idealisme, som ikke altid giver sig selv.
- Jeg synes, det hænger fantastisk godt sammen, men det er ikke altid nemt at spille på markedets banehalvdel, siger Thorkil Sonne.
Især etableringen var behæftet med udfordringer for den sociale iværksætter.
- I opstartperioden hørte jeg flere gange, at jeg måtte beslutte, om det skulle være idealisme eller forretning, og prøv du at forklare din bankmand, at du har en idé, der ikke handler om at tjene penge, men hvor profitten kun er et middel til at løse et samfundsproblem, lyder det fra Thorkild Sonne.
Til sidst lykkedes det, at skaffe finansiering, men i starten faldt Specialisterne mellem to stole. Handicappede var noget, myndigheder tog sig af, og hvis de skulle lave noget for erhvervslivet, blev det betragtet som en billig ressource. Den tankegang vendte Thorkild Sonne på hovedet.
- Vi tilbyder ikke en billig ressource. Vi konkurrerer på kvalitet og satser på at være bedre og ikke nødvendigvis billigere, siger han.
Solgt for en krone
Seks år efter starten er Specialisterne en bragende vækstsucces, og selv om en administrerende direktør nu står for det forretningsmæssige, har Thorkild Sonne langt fra bevæget sig væk fra idealet. Den gode sag er faktisk så meget i centrum, at han for nylig solgte virksomheden til en erhvervsdrivende fond med almennyttigt formål - Special People Foundation - for én krone.
- Mit formål er at gøre så meget godt for så mange som muligt i så mange lande som muligt, og hvis Specialisterne for alvor skulle udvikle sig internationalt, var det her måden at gøre det på, siger Thorkil Sonne.
Han beskriver vækststrategien som en franchise, hvor afdelinger i udlandet, som indtil videre tæller Island, Tyskland, Schweiz og Storbritannien, kan ride på de danske erfaringer.
- Der er et kæmpe behov, som vi har fundet en løsning på, og interessen er enorm, siger Thorkil Sonne.
I løbet af 2009 har stifteren flere gange været interviewet til internationale medier ligesom forretningsmodellen har vakt interesse på Harvard Business School, hvor forskere beskæftiger sig med den specielle forretningsmodel.






























































