Anders Hejlsberg, 47 år, technical fellow. Ansat i Microsofts hovedsæde siden 1996.
20. september 2007, 14:19
Anders Hejlsberg er en af de få personer med ikon-status, der på en meget befriende måde flager en ironisk distance til egne fortræffeligheder. Det kan dog ikke skjules, at han som en af Microsofts teknologiske stjerner og med over 20 års erfaring i faget spiller en afgørende rolle i virksomheden.
Henne ad en lang gang, forbi en masse små kontorer med kulørte lavalamper og akvariefisk, finder man Anders Hejlsberg i bygning 41 på Microsofts campus. Det mest iøjnefaldende i hans kontor er et stort whiteboard med en masse uforståelige ligninger, halvvejs visket ud og broderet videre på. Klogt ser det ud, og det er det.
Hejlsberg er en ud af 20 technical fellows i Microsoft. Holdet udgør hele det teknologiske omdrejningspunkt og har den helt store bevågenhed fra både CEO Steve Balmer og stifter Bill Gates. Gruppen er eksperter på hvert deres domæne, står for den strategiske rekruttering og tager alle større teknologiske initiativer i fællesskab. Nu hvor Bill Gates er på vej ud, får de 20 fellows yderligere indflydelse.
”Opgaven er bl.a. at få spredt den teknologiske vision i virksomheden. Vi skal have lavet en formaliseret nedskrivning af vores drømme om, hvor vi ser os selv om 5-10 år,” siger Anders Hejlsberg.
Før Anders Hejlsberg kom til Microsoft for godt ti år siden, var han hovedfigur i det danske softwareselskab Borland, hvor han udviklede et praktisk pc-sprog. I Microsoft har han udviklet det udbredte programmørsprog C#. Borland var et start-op-selskab, før det begreb var blevet kendt, og det blev siden noteret på Nasdaq. Selv beskriver Hejlsberg Borland som 1990’ernes Microsoft. Da det siden gik ned ad bakke, forlod mange medarbejdere Borland til fordel for netop Microsoft. Det har Hejlsberg ikke fortrudt, og som han noterer:
”Hvis du vil være berømt i Danmark, skal du bare flytte ud.”






























































