Den mørkhårede Abba-kvinde, Anni-Frid Reuss, er havnet i en millionstrid med et skånsk qigongtempel, som hun har lånt 46 millioner. Penge, hun nu kræver tilbage. Men det nægter læreren i templet.
15. oktober 2010, 09:26
Templet i Skåne dyrker kinesiske helbredsøvelser, qigong, der skal opbygge kroppens indre energi. Det drives af foretagendet Swedish Medical Qigong AB og markedsføres som et tilflugtssted fra "hverdagens rivalisering og konkurrence", skriver TT Spektra. Men nu er selskabet på vej mod økonomisk sammenbrud.
For den svenske Abba-sangerinde Anni-Frid Reuss har via sin advokat ansøgt om at sætte qigongforetagendet i konkurs og kræver sammen med en anden person at få 46 millioner tilbage, som de har lånt ud til templet.
Men det afviser qigonglæreren Master Marcus Bongart, som leder aktiviteter på templet og slår tilbage og siger, at Anni-Frid Reuss' penge ikke er at betragte som et lån.
- Disse er alt andet end lånte penge. Jeg har kendt hende i lang tid, og hun har investeret i en idé om kinesisk medicin. Hen ad vejen har hun ændret opfattelse af de her penge, siger han til TT Spektra.
Men Abba-stjernens advokat, Carl-Gustaf Söder har en anden opfattelse.
- Det synes hun, er noget vrøvl. Anni-Frid er naturligvis vældig ked af det her, siger han.



























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten