Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

2009-vinderen stormer videre

Den fynske hovedstad er igen en af favoritterne ved kåringen af Årets Iværksætterby. Omfanget af Udvikling Odenses aktiviteter og service gør livet lettere for fynske iværksættere.

Odense er Danmarks førende robotby, og ude fra Lindøværftet skal der nødvendigvis skabes nye fynske arbejdspladser. Derfor er Udvikling Odenses hjælp til iværksætteren Flemming Jørgensen nærmest som taget ud af et af H.C. Andersens eventyr.

Med sparring, hjælp og tilknytningen af en mentor har den ingeniøruddannede og tidligere konsulent på Lindøværftet nemlig fået grundlagt sit eget firma Inrotech, som allerede har fået en stor levering af et intelligent robot-system til et japansk værft. Flere arbejdspladser er allerede på vej i kølvandet på samarbejdet mellem den fynske iværksætter og det odenseanske udviklingsmiljø.

- Jeg må indrømme, at jeg i forvejen ikke havde de store forventninger til det offentlige system. Men jeg er blevet enormt overrasket over, hvor kompetente de er, og hvor gode de er til at lytte sig til, hvad jeg havde behov for, fortæller Flemming Jørgensen om sine oplevelser med både Væksthus Syddanmark og Udvikling Odense.

Flemming Jørgensens oplevelse glæder erhvervschef Kim Ulrik Larsen, der i spidsen for Udvikling Odense for blot et års tid siden kunne glæde sig over kåringen til Årets Iværksætterby i 2009.

Især glæder den fynske erhvervschef sig over den effektive mentor-ordning, hvor en erfaren forretningsmand tilknyttes de vordende firmaer og iværksættere.

65 skarpe hjerner fra det lokale erhvervsliv er med i ordningen, som oven i købet er blevet så populær, at der er lavet en venteliste for kommende mentorer.

- Hele rammen omkring mentor-ordningen er fantastisk. De tilknyttede mentorer vil gerne give noget tilbage til de nye, og så giver det dem selv et kick, så de får genoplivet deres gamle konkurrencegen gennem de nye iværksættere, siger Kim Ulrik Larsen.

 




Markedet lige nu