Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

2. vidne: Konkursboernes skraldemand

Kuratoren i Christians Johansens konkursramte selskaber fik frit lejde til at forklare, hvordan man lukker et selskab med den ene hånd og åbner et nyt med den anden.

Direktør Christian Johansen står tiltalt for bedrageriske aktiviteter i tre forskellige selskaber med lignende aktiviteter. I dag er de alle gået konkurs, og som kurator for konkursboerne har advokat Anders Lindqvist et indgående kendskab til selskabernes aktiver og passiver.

Og det var specielt koblingen mellem selskaber og aktiviteter, som anklageren fokuserede på i sine spørgsmål.

- CBA ApS var en fuldstændig klon af Copenhagen Business Administration ApS. Og i månederne før, selskabet gik konkurs, begyndte man at meddele kunderne, at de i stedet for at betale til den normale konto, skulle indbetale til det nye selskab, forklarede Anders Lindqvist.

Dermed mere end antydede Anders Lindqvist, at der blev spekuleret i at flytte aktiver over i det nye selskab, før man drejede nøglen om – ikke mindst fordi annonceindbetalinger fra kunder blev flyttet videre fra selskabets konti, så snart de landede.

Politianmeldelse

Anders Lindqvist har også indgivet en anmeldelse til politiet. Han har tidligere fungeret som advokat for et tømrerfirma i en civilretssag mod Christian Johansen, som blev dømt til at betale erstatning, selvom hans selskab var gået konkurs.

Læs også:
Annoncehaj naglet fast af tømrerfirma

Ikke mindst på den baggrund vurderede Anders Lindqvist, at han ville melde Christian Johansens nye selskab til politiet.

- Hele systemet og konceptet lignede det, der blev kaldt annoncehajer. Og så manglede jeg et par millioner i et konkursbo, som jeg også mente, politiet burde kigge nærmere på, forklarede Anders Lindqvist.

Forsvarsadvokaterne var sparsommelige i deres krydsafhøring. Men det blev understreget, at der i sagen ikke er rejst tiltale for selskabstømning, og at de millioner, Anders Lindqvist mener, der mangler i konkursboerne, i princippet kan være helt naturlige driftsomkostninger.

Læs også om afhøringen af sagens ansvarshavende politiefterforsker!

 




Markedet lige nu