TV 2s direktør, Merete Eldrup, drømmer om flere nichekanaler. Så længe staten holder hånden under medievirksomheden, er kassen dog lukket i. Nu vil man i stedet bruge energi på at pleje den eksisterende forretning. Berlingske Business gør status med TV 2-direktøren.

Ok, det er måske lidt af et drømmescenarie. Hvis hun frit kunne bestemme, ville TV 2 om fem år se sådan her ud: En stærk hovedkanal med seertal, der ikke falder mere end i dag. En masse nichekanaler med alt fra jagt til natur. Og et udbygget web-site, der tjener penge.

Virkeligheden er dog anderledes brutal for TV 2s direktør, Merete Eldrup. Hovedkanalen taber fortsat seere, nichekanaler er ikke en mulighed, og webben er ligesom for alle andre mediechefer en fortsat hovedpine, hvor høj indtjening er en uopdaget by i Rusland.

»På nogle punkter skulle TV 2 ligne sig selv og så alligevel have udviklet sig en hel masse. Det er i virkeligheden også kunsten. Jeg vil gerne have, at vi stadig har en stærk kerne med hovedkanalen. Den er et vigtigt hjerte i TV 2. Jeg håber, den klarer det i de næste fem år. Hvis jeg havde frit slag, havde vi nogle flere nichekanaler spredt som en buket rundt om hovedkanalen,« siger Merete Eldrup.

Et sted på TV 2 gemt langt nede i en skuffe er der en liste med forslag til nye nichekanaler. Men den bliver ikke taget op i de næste mange år, så længe staten holder hånden under virksomheden.

»Vi bliver ikke normaliseret før i 2012, hvor brugerbetalingen er planlagt til at træde i kraft. Men vi har lige besluttet, at vi ikke vil bruge ordet »at vente«. For man kan ikke have en virksomhed, der venter i fire år. Vi kan ikke starte nye kanaler op, men vi har mange andre, som vi kan gøre noget med, og vi har nettet.«

Hvad kommer brugerbetalingen til at betyde for jer?

»De næste par år kommer vi til at halte efter på overskuddet afhængigt af reklameindtægternes udvikling. Nogle i huset drømmer måske om, at vi virkelig skal bruge penge, når brugerbetalingen kommer. Men det er ikke planen. De ca. 250 mio. kroner mangler vi i virkeligheden til at stabilisere hovedkanalen og få rettet op på indtjeningen. Pengene skal bruges til en mere sund og stabil forretningsmodel, end det vi har i dag.«

I dag får man TV 2 gratis. Om et par år koster den 25 kroner om måneden. Seerne kommer vel til at stille højere forventninger?

»Jeg tror godt, at folk vil betale for TV 2. Der vil givetvis være en masse brok, men grundlæggende kan vi godt være det værd i markedet. Det er klart, at vi skal leve op til mere. Men det er sundt for os med en dialog med brugerne om kvaliteten. Det vil være godt for os.«