Antallet af danskere, der zapper væk, når reklamerne ruller over skærmen er historisk lavt. Forklaringen er ifølge en ekspert, både bedre tv-programmer og dygtigere annoncører.
Der er godt nyt til de ellers hårdt pressede tv-stationer. Antallet af danskere, der zapper væk, når reklameblokken ruller over skærmen er nemlig faldende, og det får både tv-stationer og annoncører til at juble.
Greens Analyseinstitut har siden 2006 målt det såkaldte frafald, der opstår på en tv-station, når reklamerne ruller over skærmen. Og i 2009 nåede tallet, sit laveste nogensinde. I slutningen af 2009 var det således 57 procent af seerne, der zappede væk, sammenlignet med 64 procent i 2008. Det skriver Børsen.
Hos TV2 bekræfter Flemming Rasmussen, koncerndirektør for salg og marketing, tendensen.
”Frafaldet ligger på et historisk lavt niveau,” siger han til Børsen.
Bedre programmer - og reklamer
Årsagen til at seerne har fået mere tålmodighed over for tv-reklamerne skal ifølge Jakob Olsen, tv director hos bureauet Initiative Universal Media findes to steder.
Dels har tv-stationerne udviklet programmer i bedre kvalitet, og dels er annoncørerne simpelthen blevet dygtigere til at lave reklamerne.
”Der er kommet mange nye reklameuniverser, og der er en tendens til, at reklamernes kvalitet er forbedret. Der er ikke så mange reklamer for bleer og vaskepulver,” siger han til Børsen.
Stadig op ad bakke
Selvom danskerne synes at have sluppet grebet en anelse om fjernbetjeningen er det dog ikke lutter lys himmel over tv-branchen.
Reklameomsætningen på tv-markedet faldt nemlig 20 procent i første kvartal, og den tendens ventes at fortsætte kvartalet ud.





