Den amerikanske venturefond, der skulle redde Nyhedsavisen, lukkede aldrig for alvor op for pengeposen. Det på trods af, at Nyhedsavisen for kun en måned siden fik revisorens underskrift på, at der var penge til resten af året.
Det er kun en måned siden, at selskabet bag Nyhedsavisen, fik revisorens underskrift på, at der var det nødvendige grundlag for at drive virksomheden videre resten af året. Sent i går aftes meddelte ledelsen så, at Nyhedsavisen går konkurs, fordi kassen er tom.
I forbindelse med regnskabsaflæggelsen betalte Nyhedsavisen sine udestående regninger. Heriblandt regninger til Skat for i omegnen af 20 mio. kr., der truede med at lukke avisen.
Regningerne blev formentlig betalt af Morten Lund og den nye investor Draper Fisher Jurvetson i fællesskab. Men siden har ejerne altså besluttet, at Nyhedsavisen ikke var værd at skyde flere penge i.
”Vi har set et tilsagn om finansiering, som vi har forholdt os til og en revisionspåtegning uden forbehold. Den finansiering er så ikke kommet. Længere er den sådan set ikke,” siger bestyrelsesmedlem i Nyhedsavisens moderselskab, 365 Media Scandinavia, og adm., direktør i reklamebureauet GoViral, Jimmy Maymann. Han ønsker at kommentere sagen yderligere, men siger blot:
”Det er en overraskelse, at finansieringen ikke er på plads.”
Sammen med Brøndby-direktør Herman Haraldsson trådte han ind i bestyrelsen i foråret for at styrke forholdet til mediebureauer og annoncører.
”Det er utrolig ærgerligt, at finansieringen ikke er på plads, for jeg tror stadig på projektet og annoncesalget var ved at nærme sig det rigtige niveau. Men det koster penge, og det har vi hele tiden vidst,” siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Morten Lund. Da han for en måned siden meddelte, at finansieringen var på plads, lød det såden her:
"Jeg er simpelthen pavestolt over at have fået en finansiel partner i verdenseliten og over at der nu er sikret kapital nok til at bringe Nyhedsavisen i overskud. Nu kan vi få ro til at fortsætte med at tilbyde vores annoncører Danmark’s bedste printmedie," sagde Morten Lund i en pressemeddelse.
Læs også Joachim Sperlings blog og deltag selv i debatten: Nyhedsavisioti















