Lundbeck præsenterer pæne tal for halvåret med et resultatet før skat på 2.124 mio. kr. Selskabet udelader dog de ellers længe ventede mere langsigtede indtjeningsforventninger. (Opdateret kl. 08:20)
13. august 2010, 08:06
Forventningen fra analytikerne var, at Lundbeck ville lægge et stærkt halvårsregnskab på bordet fredag. Sådan gik det også.
Det danske medicinalselskab landede et resultat før skat på 2.124 mio. kroner, mens omsætningen blev 7.616 mio. kr. Til sammenligning lød de ventede estimater fra analytikerne på henholdvis 2073 mio. kr. og 7528 mio. kr.
Læs også: Lundbecks bragende Alzheimer-middel på lånt tid
Lundbeck fastholder forventningerne til 2010. Selskabet venter fortsat et EBIT-resultat på mellem 3,0 mia. kr. og 3,4 mia. kroner, mens forventningerne til omsætningen fastholdes på 4,3-14,8 mia. kr.
Intet nyt om fremtiden
Trods de pæne tal vil regnskabet dog formentlig give analytikere og aktionærer en småskuffet smag i munden.
I markedet var forhåbningen, dels at Lundbeck, der i en periode nu har leveret pæne tal, ville opjustere forventningerne til helåret, og dels at der ville komme mere langsigtede indtjeningsforventninger.
Sidstenævnte er ganske relevante, da en stribe vigtige patenter udløber i 2012.
De må dog leve med skuffelsen lidt endnu, for Lundbeck har valgt ikke at offentliggøre deres forventninger til indtjeningen efter 2012, hvor det storsælgende antidepressionsmiddel Lexapro går af patent i USA, og i 2014 i Europa, hvor det sælges under navnet Cipralex.
Medicinalselskabet lover dog, at ville offentliggøre de mere langsigtede forventninger i forbindelse med aflæggelsen af regnskabet for tredje kvartal, der kommer i november i år. Indtil da må aktionærerne dog fortsat leve med den ringe sigtbarhed.
Tilfreds med udviklingsaktiviteter
Koncernøkonomidirektør Anders Götzsche understreger dog, at man har store forventninger til fremtiden - blandt andet takket været gode resultater i udviklingsaktiviteterne.
"Udover de gode finansielle resultater har vi i andet kvartal opnået opløftende resultater i vores udviklingsarbejde med positive data for clobazam og escitalopram i Japan samt igangsættelsen af de endelige kliniske studier med Lu AA21004. Der er således god gang i arbejdet med at sikre de lægemidler, som skal udgøre grundlaget for vores forretning i fremtiden," siger han.





























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten