En halv snes velhavere og finansfolk med interesser i bl.a. rigmandsbanken Capinordic og vindmølleeventyret Greentech satser nu på den mest risikobetonede del af amerikansk biotek.
4. juni 2007, 03:30
En prominent klub med medlemmer som rigmændene Finn Helmer, Erik Damgaard og Aldo Petersen samt finansfolk og rådgivere som Ole Abildgaard og Mark Szigethy styrer nu mod USA.
Målet er højrisikable aktier i selskabet Cel Sci Corp, som udvikler kræftmedicin. Klubben har investeret 75 mio. kr. i Cel Scis nye fabrik, som skal producere medicin til forsøg mod hoved- og halskræft.
Det er det tre år gamle rådgivningsselskab Korral Partners med stifter og direktør Mark Szigethy ved roret, der har købt en post af aktier og warrants og fordelt den blandt en lille snes kunder.
Blandt investorerne er også finansmanden Peter Forchhammer, rigmandsbanken Capinordics topchef Lasse Lindblad og den aldrende tidligere storinvestor Harry Rosendahl.
Investeringen er særdeles risikofyldt, men lykkes Cel Sci Corp med sit udviklingsprojekt, så kan træerne vokse ind i himlen.
En af Danmarks førende eksperter inden for biotek, adm. direktør Florian Schönharting fra venturefonden Nordic Biotech vurderer, at Cel Sci hører til de mere risikobetonede investeringer i branchen:
»Der er rigtig mange selskaber, som har knækket halsen i forsøget på at udvikle kræftbehandling via immunoterapi, som er den teknologi Cel Sci anvender. Mange biotekfirmaer er gået konkurs, fordi en stribe forsøg har vist, at man indtil nu ikke har fået det til at virke. Men det første selskab, det lykkes for, vil blive en fantastisk succes«, siger han.
Kapital uden for USA
Cel Sci fik i januar i år tilladelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA til at afprøve sit kræftlægemiddel i fase III på mennesker. Virksomheden skal nu bygge en ny fabrik til at producere lægemidlet. Det kræver store investeringer, men Cel Sci har haft svært ved at rejse kapital i USA, og det er de danske investorers penge, der skal anvendes til byggeriet.
Florian Schönharting betragter det som en advarselslampe, at Cel Sci har haft svært ved at rejse den ønskede kapital på det amerikanske marked:
»Kapitaltilførslen er kommet drypvis, nu senest via de danske investorer. At starte et klinisk studie uden at have kapital til gennemførelsen er risikabelt«, siger han.
Mark Szigethy fra Korral er overbevist om, at Cel Sci er undervurderet:
»Vi ved godt, at der er mange, der har knækket halsen på biotek, og det er rigtigt, at det er særdeles risikobetonet. Men vi har valgt at tro på, at det her bliver til noget«, siger han.
Investorlisten omfatter også flere af de banker, der hyppigt benyttes af rigmandsklubben. Sydbank og Forstædernes er et par af dem.
Investeringsrådgiver Sune Rasmussen i Forstædernes Bank, fortæller, at han blev introduceret for Cel Sci Corp på hotel D’Angleterre.
»Vi laver forretninger med Korral Partners, som vi har et godt billede af. Vi har købt en mindre aktiepost i Cel Sci Corp og er naturligvis klar over, at det er en risikabelt aktie, hvor det kan gå op eller ned,« forklarer Sune Rasmussen
Sydbank ønsker ikke at kommentere sin investering.
Harry Rosenberg siger:
»Jeg har fulgt et råd fra min børsmægler om at købe nogle aktier. Men ring til Mark hos Korral. Han ved meget mere om det,« siger han.
Mark Szigethy siger om sine kunder, som alle gør forretninger sammen og på kryds og tværs:
»Mange af dem har jeg jo kendt i 20 år, og så bliver det jo ens venner. For ti år siden sad de med hver deres lille andedam, men nu arbejder de sammen, og det er de dygtige til.«


































































