Lars Rebien og co. har i den grad givet de største diabetes-konkurrenter baghjul på børsen de seneste fem år.
3. februar 2010, 06:01
Det betaler sig tilsynelandende at satse på det, man er bedst til. I hvert fald hvis virksomheden befinder sig i medicinalindustrien og beskæftiger sig med diabetesbehandling.
De seneste fem år har Novo Nordisks aktionærer kunnet se kursen på selskabets B-aktier stige med næsten 150 pct., mens festen har været noget mere bedrøvelig hos aktionærerne hos Novo Nordisks to store konkurrenter, amerikanske Eli Lilly, der er verdens tiende største medicinalkoncern og tysk-franske Sanofi-Aventis, der rangerer nummer tre i verden. Sanofi-Aventis kurs er således stort set uændret i forhold til januar 2005, mens amerikanske Eli Lilly's aktionærer har måtte se kursen falde med omkring 40 pct.
19. største i verden
Resultatet er, at Novo Nordisk, der ifølge en rangering baseret på 2008-regnskabstal er nummer 19 i verden målt på omsætning, har overhalet Eli Lilly hvad angår markedsværdi. Novo Nordisk samlede markedsværdi inkl. de ikke noterede A-aktier løber ifølge Berlingske Business beregninger op i 227 milliarder kr., mens Eli Lilly's aktuelle markedsværdi en smule lavere, nemlig 215 milliarder kr., selvom selskabets samlede omsætning er mere end dobbelt så stor end de 51,1 milliarder kr., Novo Nordisk omsatte for i 2009.
Sanofi-Aventis, hvis omsætning er dobbelt så stor som Novo Nordisk, er med en markedsværdi på 522 mia. kr. godt og vel dobbelt så meget værd som Novo Nordisk.
Samtidig står Novo Nordisk meget stærkt rustet til fremtiden ifølge flere analytikere.
»Hverken Eli Lilly eller Sanofi-Aventis kan bryste sig af en bedre pipeline inden for diabetes. De kan ikke en gang matche Novo Nordisks pipeline. Novo Nordisk er længst fremme med næste generation af moderne insuliner, og ingen når dem til sokkeholderne,« siger Henrik Simonsen, aktieanalytiker hos SEB Enskilda.
Han vurderer, at Novo Nordisk vil kunne opretholde de nuværende takter med tocifret vækst i såvel omsætning som indtjening de næste fem år frem i tiden. Herfter er det store spørgsmål, om det lykkes kopiproducenter at udvikle kopier, at Sanofi-Aventis langtidsvirkende insulin Lantus, der omsætter for mere end 20 milliarder kr. om året, men løber af patent i 2015-16.
Michael Novod fra Handelsbanken tror også, at Novo Nordisk kan opretholde en vækst på ti pct. årligt, sådan som adm. direktør Lars Rebien Sørensen lægger op. Meget afhænger dog af, hvordan det går med lanceringen af Victoza.
Uenige analytikere
Til gengæld er analytikerne uenige om, hvorvidt der er mere at hente for aktionærerne i form af kursgevinster i den kommende tid.
Sydbanks Rune Majlund Dahl vurderer således, at det kursmæssige potentiale i Novo-aktien er begrænset indtil videre over giver anbefalingen neutral, mens Jyske Banks Frank Hørning Andersen mener, at markedet undervurderer væsktpotentialet inden for diabetes og opfordrer til at købe Novo-aktier.
Foreløbig kan aktionærerne dog glæde sig over, at Novo Nordisk vil lade nogle af de mange milliarder, som selskabet skovler ind komme aktionærerne til gavn. Udbyttet hæves med 25 pct. til 7,5 kr. per aktier, mens selskabet planlægger et aktietilbagekøbsprogram på 7,5 milliarder kr. i 2010.
Mandag faldt Novo-aktien med 2,6 pct. - ramt af investorernes profithjemtagning og manglen på kurstrigggere på kort sigt.
Se interview med finansdirektør i Novo Nordisk, Jesper Brandgaard






























































