Biotekvirksomheden Neurosearch regner i år med et driftsunderskud på 400 mio. kr. Selskabet fik som ventet et driftsunderskud på 356 mio. i år. (Opdateret)
10. marts 2010, 13:37 – opdateret 10. marts 2010, 13:43
"NeuroSearch forventer i år et fortsat højt aktivitetsniveau i udviklingen og kommercialiseringen af Huntexil og et øget aktivitetsniveau for øvrige programmer i pipelinen. Forskningsaktiviteterne forventes på niveau med 2009 og hovedsagligt relateret til programmer omfattet af samarbejdsaftaler med eksterne partnere," skriver ledelsen i regnskabsmeddelelsen for selskabet.
Neurosearch omsatte sidste år for 85 mio. kr. mod 67 mio. kr. i 2008.
De store forskingsomkostninger i firmaet tærer hårdt på egenkapitalen, men Neurosearch fik sidste år tilført ny kapital, så egenkapitalen ved udgangen af 2009 lød på knap 1,2 milliarder kr. mod 844 mio. kr. et år tidligere.
Med et samlet kreditberedskab på 1 mia. kr. har Neurosearch penge nok i kassen til at føre Huntington-midlet Huntexil på markedet. Sådan lyder vurderingen fra Neurosearch-topchef Flemming Pedersen over for RB-Børsen.
- Vi har et meget stærkt kapitalberedskab, hvilket også var vores fokus sidste år midt i finanskrisen. Vi vidste, at vi skulle ind i en fase, hvor vi både skulle høste fase III-data og også starte kommercialiseringsaktiviteter op omkring vores Huntexil-program. Så det var vigtigt for at få et fundament, som gør, at vi som udgangspunkt kan beholde de kommercielle rettigheder i hvert fald ind til, at vi som minimum når frem til en produktlancering, siger Flemming Pedersen til RB-Børsen.





























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten