Tæsk til biotek-aktien efter krav om nye undersøgelser, som vil koste Neurosearch kassen.
24. maj 2011, 10:33 – opdateret 24. maj 2011, 10:41
Neurosearch får igen på tæven af aktiemarkedet, efter de europæiske lægemiddelmyndigheder, EMA, har fulgt sine amerikanske kollegaers eksempel og krævet et nyt studie med Huntingtons-medicinen, Huntexil.
Aktien i Neurosearch ligger ved 10-tiden 6,2 pct. nede i kurs 48,8. Dermed skal der alt andet lige sælges flere nye aktier, hvis Neurosearch senere i år beslutter sig for en kapitalforhøjelse. Investeringsklimaet er til gengæld okay, vurderer Neurosearchs topchef, Patrik Dahlen.
- Man skal kigge på børsnoteringer og kapitalrejsninger og lignende inden for biotekverdenen, og helt umuligt ser det altså ikke ud. Det ser ud som, at markedet er risikovilligt og søger efter kvalitetsprodukter, som jeg mener, at Huntexil er. Så mon ikke vi klarer det, hvis det er det, vi beslutter os for det, siger han til Ritzau Finans.
Patrik Dahlen venter at kunne meddele ledelsens finansieringsplaner efter sommer, når der er kigget nærmere på, hvor meget alternative muligheder eventuelt kan spytte i kassen. Blandt andet overvejer man et salg af rettigheder til Huntexil uden for Europa samt eventuelt salg af ejerandele i Neurosearchs associerede selskaber. De tæller Sophion Bioscience, NSGene, ZGene og Atonomics.
Med formiddagens kursfald handles aktien i Neurosearch inden for et par kroner af det laveste slutniveau siden 2003. Investorerne bør dog ikke være meget overraskede over meldingen fra de europæiske myndigheder. I hvert fald forudså Florian Schönharting, partner i rådgivnings- og biotekinvesteringsselskabet Nordic Biotech, allerede i april, at EMA ville vende tommelfingeren nedad. Vurderingen kom i kølvandet af de amerikanske lægemiddelmyndigheders tilsvarende beslutning i slutningen af marts om at kræve et ekstra studie.




























































