Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Medicinalindustri dropper Danmark

Danmark droppes, når medicinalgiganter investerer i forskning og udvikling. Samtidig mangler viljen til at gøre noget for at få del i milliarderne. En en rigtig dårlig cocktail, siger GlaxoSmithklines vesteuropæiske direktør. Sundhedsministeren er enig.

Investeringerne i forskning og udvikling, herunder især gennemførelse af medicinforsøg, vokser kraftigt i Asien, det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa, men falder i Europa og USA.

Ifølge en analyse lavet af Center for Medicines Research deltager stadig færre vesteuropæere og amerikanere i medicinforsøg, mens andelen er stigende i resten af verden. I 2000 kom 21 pct. af forsøgspersonerne således fra Vesteuropa, mens andelen i 2007 var nede på 12 pct. Siden er denne udvikling blevet forstærket. I Danmark er antallet af industribetalte medicinforsøg – som tidligere omtalt i Berlingske Business – faldet med 27 pct. over de seneste to år.

Og det er en udvikling, der kalder på handling blandt de danske politikere, mener Erik van Snippenberg, direktør for Nord- og Vesteuropa hos den britiske medicinalgigant GlaxoSmithKline til Berlingske Business.

På tide at handle

»Hvis ikke politikerne gør noget nu, men blot fortsætter som hidtil, så vil kliniske forsøg i Danmark forsvinde inden for en årrække. Jeg tror stadig, der er håb, men politikerne skal være mere åbne for koordination og samarbejde med industrien,« siger Erik van Snippenberg, der tidligere på ugen var i København for at tale ved Sundhedsindustriens årsdag.

Han mener, at et af de store problemer i Danmark, er, at der mangler fælles fodslag mellem regionerne. Et andet er, at der mangler en fælles skandinavisk indsats for at brande området som et godt sted at investere i lægemiddel- og sundhedsområdet. Medicon Valley, som kun dækker Øresundsregionen, er for snævert.
»Det er nødvendigt at tænke bredere, hvis I skal være konkurrencedygtige. Hvis I i fællesskab kunne stille centre til rådighed for ét skandinavisk center, som koordinerer, så ville I have en meget stærkere stemme, og det ville kunne tiltrække investeringer,« siger Erik van Snippenberg.

»Prøv at se det fra GlaxoSmith­Klines perspektiv. Danmark er en meget lille spiller. Det er helt tydeligt, at kvaliteten er i top inden for medicinsk forskning og kliniske forsøg. Men jeg ser ikke landet bevæge sig. Det er meget statisk. Der er behov for forandringer, samarbejde og mere fleksibilitet,« siger Erik van Snippenberg, der ind imellem spørger sig selv, om de danske politikere er sultne nok efter udenlandske investeringer på medicinalområdet: »I konkurrerer med andre store
økonomier. Når den tyske sundhedsminister ringer til GlaxoSmithKline, møder vi op og diskuterer med ham. Forskellen er, at den tyske sundhedsminister ringer. Det gør I ikke. Det er, sat på spidsen, det, der er hele pointen. I skal ikke forvente, at vi har en pose penge, og at vi kommer til jer og spørger, hvor meget vil I have. Det er ikke sådan, verden fungerer,« siger Erik van Snippenberg.

Haarder enig

Sundhedsminister Bertel Haard­er (V) erklærer sig enig med Erik van Snippenberg.

»Jeg tror, at han har ret. Vi har en tendens til at tro, at vi er så dejlige herhjemme, at folk kommer til os. Men vi skal gøre noget aktivt for at få kontakten, både på tværs af grænser, og når det gælder offentligt-privat samarbejde inden for sundhedsområdet,« siger ministeren, der i øjeblikket besøger industrirepræsentanter rundt om i Danmark og løbende er i kontakt med en bred vifte af disse lige fra Medicon Valley Alliances direktør Stig Jørgensen til den tidligere Glaxo-chef Jan Lesley. Bertel Haarder ser også gerne et større skandinavisk samarbejde om at tiltrække investeringer fra medicinalindustrien, men mener ikke, at initiativet skal komme fra politisk hold. Til gengæld vil han gerne hjælpe med at fjerne eventuelle barrierer.

»Medicin er i dag Danmarks største eksportvare, og samtidig er sundhed et kæmpe vækstområde, ikke mindst i lande som Kina, Indien og Brasilien. Men vi får ikke del i de store markeder, hvis vi ikke gør noget aktivt,« siger han.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu