Lundbeck vil ikke kræve slutbrugeraftaler med distributører, så stoffet Nembutal ikke bliver solgt til brug ved henrettelser i USA. Græsrodsorganisation håber på handling på generalforsamlingen onsdag.
29. marts 2011, 17:20
Medicinalkoncernen Lundbeck har trods møder med flere internationale græsrodsorganisationer og en større, intern juridisk udredning endnu ikke fundet en måde at forhindre, at selskabets sove- og epilepsimiddel Nembutal bliver brugt til henrettelser i USA.
Lundbeck er ene om at have licens til at levere stoffet i USA. En af de græsrodsorganisationer, som Lundbeck har holdt møde med, er den britiske organisation Reprieve, som kæmper mod dødsstraf verden over.
Ifølge Maya Foa, der er talskvinde for Reprieve i sagen, har organisationen sammen med en amerikansk advokat foreslået Lundbeck en model, hvor den danske medicinalkoncernen indgår en såkaldt slutbrugeraftale med sine amerikanske distributører. På den måde bliver distributøren juridisk forpligtet til at sikre, at Lundbecks lægemiddel ikke ender i dødskammeret.
Efter en uges overvejelse har Lundbecks ledelse imidlertid besluttet ikke at bruge modellen, fordi det vil være umuligt at kontrollere, hvad slutbrugeren bruge midlet til.
”Derfor vil ingen distributører skrive under på sådan en aftale. Hvis vi stiller et krav, som vi godt ved, at distributøren ikke kan gennemføres risikerer vi, at miste distributionen af stoffet. Det vil ramme de mange tusinde patienter, som er afhængige af det,” siger Mads Kronborg, pressechef hos Lundbeck.
Han henviser til FNs CSR-charter Global Compact, som Lundbeck har tilsluttet sig. Her står der blandt andet, at det kan være etisk forkert, hvis en virksomhed vælger at trække sig ud af et problematisk marked, hvis den rigtige brug af et produkt er til gavn for mange.
Maya Foa mener imidlertid, at Lundbeck tager fejl i deres vurdering, at selskabet er overdrevent bekymret for reaktionen hos distributørerne, og at selskabet har forpasset chancen for at sætte en kæp i hjulet på brugen af dødsstraf i USA.
”Vores vurdering er, at det vil være muligt at gennemføre en slutbrugeraftale. Det vil kræve en indsats, f.eks. i form af uddannelse af distributørerne, men det er åbenbart for stor en indsats for Lundbeck. Jeg er overrasket, for Lundbeck har et stærkt etisk kodeks, og er fondsejet,” siger Maya Foa.
Hun håber, at sagen kommer op på generalforsamlingen i Lundbeck onsdag formiddag, og forsøger at få kontakt til investorer i selskabet.
Det er dog ikke noget, der tyder på, at generalforsamlingen skulle komme græsrødderne til hjælp.
Lundbeckfonden, der ejer 70 pct. af H. Lundbeck A/S, mener, at medicinalkoncernens ledelse har gjort, hvad den kan og skal for at løse problemet.
”Vi følger selvfølgelig sagen, og kan se, at Lundbecks ledelse gør, alt hvad den kan for at få stoppet brugen. Den har involveret sig i dialog med græsrodsorganisationer om forskellige løsninger, og den har selv undersøgt muligheden af at ændre distributionsstrukturen. Men indtil nu er det desværre ikke lykkedes at finde Columbusægget,” siger adm. direktør i Lundbeckfonden, Steen Hemmingsen.
Dilemmaet er ifølge Steen Hemmingsen, at Lundbeck er eneleverandør af stoffet, som blandt andet bruges til at lægge epileptikere i kunstigt koma, hvis de får livstruende anfald. Hvis Lundbeck trækker stoffet fra markedet, vil det betyde, at flere tusinde amerikanere ikke har adgang til behandlingen og i sidste ende risikerer at miste livet eller få alvorlige hjerneskader.
”Det er hensynet til disse mange patienter, Lundbeck skal veje op mod at forhindre, at det bliver brugt til et formål, som det ikke er beregnet til. I Lundbeckfonden føler vi os trygge ved de beslutninger, ledelsen har truffet i sagen. Men alle er åbne, hvis nogen skulle ligge inde med et Columbusæg,” siger Steen Hemmingsen.
Mens Lundbeck slås med et tilsyneladende uløseligt dilemma, vælger stadig flere amerikanske stater, at ty til brugen af pentobarbital ved henrettelser.
Senest har staten Arizona meddelt, at den vil bruge stoffet som det eneste middel i dødssprøjten fremover. Dermed har fire stater, udover Arizona er det Ohio, Texas og Oklahoma, besluttet sig for at bruge Lundbeck-stoffet til henrettelser, mens Mississippi overvejer brugen kraftigt.
Årsagen er dels mangel på et af de stoffer, som hidtil er blevet brugt til henrettelser, dels, at henrettelser med pentobarbital, der blandt andet bruges til aflivning af dyr og angiveligt også anvendes i forbindelse med aktiv dødshjælp, menes at være mindre smertefuldt end den cocktail af tre stoffer, som ellers bruges i USA.
Fængselsmyndighederne i Arizona kan nu forvente et brev fra Lundbeck, hvori selskabet protesterer mod brugen af stoffet og gør opmærksom på, at det ikke er beregnet til at udføre henrettelser med.
”Det er meget vigtigt for os, at vi markerer vores holdning. Vi håber selvfølgelig, at de vil genoverveje beslutningen og stoppe med brugen. Det er måske lidt naivt, men det er, hvad vi kan gøre,” siger Mads Kronborg fra Lundbeck.
Græsrodsorganisationen Reprieve har heller ikke opgivet håbet, men vil som det næste forsøge at få danske politikere til at gå ind i sagen.
”Det er ikke en sag, der vil blive glemt. Hver gang en dødsdømt bliver henrettet med Lundbecks lægemiddel, vil virksomhedens navn blive forbundet med de amerikanske dødsgange,” siger May Foa fra Reprieve.
Næste henrettelse med Lundbeckmidlet bliver efter alt at dømme tirsdag den 5. april i Texas.





























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten