Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Lundbeck dropper omstridt skizofrenmiddel

Medicinalgiganten har droppet den videre udvikling af skizofrenmidlet Serdolect på det amerikanske marked. Fornuftigt, siger analytiker.

De amerikanske sundhedsmyndigheder havde givet grønt lys til at Lundbeck kunne foretage yderligere studier for at sikre at skizofrenmedicinen Serdolect kunne blive godkendt til det amerikanske marked, men nej.

Læs også: Analytikere undrer sig over Lundbeck-regnskab

Lundbeck har selv valgt at trække stikket og dropper nu den videre udvikling af midlet.

I halvårsregnskabet forklarer Lundbeck selv tilbagetrækningen fra det amerikanske marked med at timingen ikke er den bedste, samt at der er andre investeringsmuligheder i pipelinen man hellere vil satse på.

I Jyske Bank er analytiker Frank H. Andersen ikke overrasket over tilbagetrækningen fra det amerikanske marked.

"Vi havde sådan set ventet, at det ville gå den vej, og derfor også indlagt det i vores estimater. Det indtjeningspotentiale der lå i Serdolect i USA, ville ikke retfærdiggøre yderligere studier, så det er fornuftigt nok. Selvfølgelig kan man sige, var det kommet ud i USA, havde det givet et pænt bidrag, men det gjorde det ikke, og det tror jeg, markedet havde taget højde for."

Serdolect har tidligere været i strid modvind på det amerikanske marked. Det skete efter ni dødsfald blandt danske patienter på midlet og amerikanske forskere kritiserede medicinens risikoprofil.

Det var dog ikke fastlagt, hvor stor en rolle midlet spillede i dødsfaldene og Lundbeck var derfor i gang med at udvikle midlet specielt til det amerikanske marked, men har nu altså droppet de planer. Serdolect markedsføres fortsat af Lundbeck i over 40 lande uden for USA.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu