Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Euforisk stemning i dansk biotek

Hænderne er røget over hovedet på de danske biotekinvestorer. Gode nyheder fra flere toneangivende selskaber på fondsbørsen har i de seneste dage skabt en euforisk kursstemning, og Neurosearchs aktie blev i går fordoblet, hvormed aktionærene blev to mia. kr. rigere, skriver dagbladet Børsen.

Efter næsten to år med hårde tider og meget vanskelige vilkår for de danske biotekvirksomheder ser det dermed ud til at lysne. Danmarks største investor, pensionskassen ATP, har på det seneste øget sine investeringer i sektoren, både direkte i de noterede biotekselskaber, men også via et stort trecifret millionindskud i en ny fond rejst af Seed Capital. Derudover er der kommet gode nyheder fra Novo Nordisk, der har fået godkendt diabetesmidlet Victoza i USA.

Topotarget har fået en god partneraftale for kræftmidlet Belinostat, Bavarian Nordic har med succes hentet 300 mio. kr. i aktiemarkedet, og endelig har Neurosearch fået gode data fra forsøg med Huntington-midlet Huntexil, der nu er klar til markedsføring. Det kan ifølge brancheorganisationen Dansk Biotek bruges som affyringsrampe til nye danske børsnoteringer inden for biotek, hvor selskaber som Zealand Pharma, Symphogen og Santaris Pharma vurderes at være de mest nærliggende. 1 mia kr til biotek »Der ligger jo en besked i, at ATP har investeret mere i biotek på det seneste. Det har været vigtigt for os, at nogle af de store fonde, som måske har været lidt tilbageholdende, går ind i sektoren igen,« siger Søren Carlsen, formand for Dansk Biotek og managing partner i Novo Ventures.

Siden november er der ifølge Danske Bank rejst omkring 1 mia. kr. til biotek i Danmark via kapitaludvidelser i bla. Neurosearch og Bavarian Nordic. »Siden Neurosearchs kapitaludvidelse i november har vi set en stigende omsætning af aktien, og likviditeten i nogle af de øvrige biotekaktier er også kommet igen. Det driver tingene fremad, og når der så oven i købet kommer gode nyheder, er det voldsomt positivt ? også fordi det viser investorerne, at man kan få et godt afkast, hvis man går ind på det rigtige tidspunkt,« siger Henrik Ernø, director i Danske Bank Corporate Finance.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu