Biotekselskabets omsætning i den lave ende af det forventede – mens underskuddet er en spids større end forventet. (Opdateret 8:30)
9. marts 2010, 08:10 – opdateret 9. marts 2010, 08:12
Medicinalkoncernen Bavarian Nordic fik som ventet underskud i 2009 og underskuddets størrelse ligge tæt på det af ledelsen opsatte mål. Selve omsætningen løb op i 75 mio. kr. og underskuddet før skat lyder på 331 mio. kr.
Et af de vigtigste ting i det nu forgangne år var cancervaccinen Prostvac som blev præsenteret på en række internationale cancerkonferencer, og opnåede videnskabelig anerkendelse på baggrund af de lovende fase II resultater, der har vist en markant forlænget overlevelse i patienter med fremskreden prostatacancer.
- 2009 var fremgangsrig for vores cancerforretningsområde, og vi oplevede en stadigt større opmærksomhed omkring vores prostatacancervaccine, lyder det fra administrerende direktør Anders Hedegaard.
Ledelsen vurderer, at netop Prostvac-udsigterne er en af årsagerne til den vellykkede aktieemissionen i begyndelsen af 2010, som gav kanp 300 mio. kr. i kassen.
Leverancerne af Imvamunes til de amerikanske myndigheder blev igen forsinket, som følge af inspektionen fra de amerikanske
sundhedsmyndigheder i 2009. Bavarian Nordic peger dog på at samarbejdet og dialogen omkring de afledte justeringer har været positive, og selskabet venter at påbegynde leverancer i løbet af indeværende halvår.
- De gode relationer til USA blev yderligere styrket, da vi i efteråret indgik en ny kontrakt med de amerikanske myndigheder omkring udvikling af en frysetørret udgave af Imvamune, skriver selskabet.
Ved udgangen af 2009 udgjorde den fri nettolikviditet 185 mio. kr.
For 2010 venter Bavarian Nordic en omsætning i størrelsesordenen 475 mio. kr., et underskud før skat i størrelsesordenen 250 mio. kr. og et kapitalberedskab i størrelsesordenen 225-275 mio. kr.
Bavarian Nordic venter at levere og fakturere 4-5 mio. doser Imvamune til USA, hvilket udgør den primære del af omsætningen. Dermed påbegyndes også løbende fakturering af den resterende del af kontrakten, hvor der udestår 375 mio. dollar.
Derudover vil 2010 stå på dialog med det europæiske lægemiddelagentur og de amerikanske sundhedsmyndigheder der skal klarlægge den regulatoriske strategi for Prostvac. Derefter kan rammerne vedrørende fase III programmet klarlægges i løbet af første halvår. I mellemtiden fortsætter forberedelserne, herunder overførsel af produktionsteknologi, til fase III studierne. Det ventes startet sent i 2010.






























