Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Yousee frier til Boxer

Landets største distributør af kabel-TV, Yousee, inviterer nu svenske Boxer til samarbejde.

Lykkes det svenske Boxer at få en central rolle på det danske TV-marked som gatekeeper på det nye digitale sendenet (DTT), bør virksomheden indlede et samarbejde med Yousee, det tidligere TDC Kabel-TV.

Det siger Niels Breining, administrerende direktør for Yousee, til Business.dk.

»Jeg mener, at Boxer er nødsaget til at åbne for et samarbejde, hvis de skal have en attraktiv forretning ud af gatekeeperrollen - og vi vil gerne invitere dem,« siger han.

Ifølge Niels Breining kunne et samarbejde blandt andet bestå i at sælge adgang til både kabel-TV og det nye digitale sendenet i samme pakke til de samme kunder.

»Der er mange situationer, hvor man vil have glæde af at købe adgang til begge platforme. Det kan f.eks. være digitalt kabel-TV i dagligstuen og DTT i sommerhuset eller soveværelset,« siger Niels Breining.

Nødt til at samarbejde

Yousee har i flere omgange meldt sin interesse for rollen som gatekeeper, men da ansøgningsfristen udløb for en måned side, lå der kun ansøgninger fra Boxer, Telenor og MTG. I udbudsmaterialet er der lagt stor vægt på gatekeeperens uafhængighed på det danske TV-marked, og det fik Yousee til at trække sig.

»Vi har hele tiden sagt, at vi vil tilbyde forbrugerne at købe flere forskellige typer produkter det samme sted. Derfor ville vi gerne være gatekeeper. Udbudsbetingelserne gjorde det imidlertid umuligt for os at udnytte synergierne med vores øvrige forretning. Dermed mente vi ikke, at vi kunne få en attraktiv forretning ud af det,« siger Niels Breining.

Af samme grund mener han, at Boxer, der ikke i forvejen er repræsenteret på det danske TV-marked, bliver nødt til at indlede samarbejde med andre operatører på markedet.

»Boxer har jo allerede varslet priskonkurrence, og jeg har svært ved at se, at de kan få en lukrativ forretning uden et bredt samarbejde med de øvrige aktører på distributionsmarkedet,« siger Niels Breining.

Han vurderer, at det samme gælder de to øvrige ansøgere, MTG og Telenor. Han tvivler dog på, at de vil og kan samarbejde bredt, da de også har andre interesser på det danske TV-marked. MTG står blandt andet bag TV3 og TV3+, mens Telenor ejer satellit-operatøren Canal Digital foruden teleselskaberne Sonofon og CBB samt Internet-udbyderen Cybercity.

Tvivl om uafhængigheden

Af den grund tvivler han også på, at MTG og Telenors nye selvstændige gatekeeper-selskaber reelt vil agere uafhængigt.

»Hvis de skal have en attraktiv forretning ud af det her, skal de udnytte synergierne med den øvrige forretning, og det er det, man ikke må,« siger Niels Breining.

»Kun Boxer vil have en realistisk mulighed for at få et samarbejde op med alle indholdsleverandører og distributører. Det vil jeg appellere til, at man tænker over, når man vælger gatekeeper. Det er en væsentlig forskel for forbrugerne,« siger Niels Breining.

Hos Boxer i Danmark vil administrerende direktør Steen Ulf Jensen ikke afvise et samarbejde med Yousee.

»Hvis Yousee har forslag, der kan gøre det lettere for forbrugerne, vil vi da gerne kigge på det. Men udgangspunktet er, at vi er i konkurrence med de øvrige platforme,« siger han og tilføjer, at Boxer når det gælder mobil-TV på den nye platform lægger om til en høj grad af samarbejde med øvrige aktører, ikke mindst teleselskaber.

 




Markedet lige nu