Berlingske Medias nye digitale magasin UGEN lukker i sit nuværende format. ”Økonomien i projektet er ikke lovende nok til at fortsætte,” siger Lisbeth Knudsen.
12. juli 2010, 12:14 – opdateret 12. juli 2010, 12:17
Lidt over et halvt år. Så længe overlevede betalingsmagasinet UGEN, som Berlingske Media lancerede i november sidste år. Det har været svært at få det digitale magasin til at løbe rundt, og derfor kommer det ikke igen efter sommerpausen.
”Økonomien i projektet er ikke lovende nok til, at vi at kan fortsætte eksperimentet i det nuværende format, og sådan er det nu engang i den digitale verden. Der skal vi kunne bryde nogle grænser med nye initiativer. Nogle gange vil det lykkes. Andre gange slår det fejl i forhold til markedet, og så lukker vi ned og kommer videre med noget nyt,” siger koncernchef Lisbeth Knudsen, Berlingske Media.
UGEN stødte ifølge koncernchefen på en række problemer blandt andet i form af en ny teknisk platform, der viste sig at give mange vanskeligheder, men for Berlingske Media har den digitale satsning alligevel ikke været spildt.
I gang med nye projekter
”Vi har med UGEN fået en stribe vigtige læringer, som vi allerede har haft gavn i andre satsninger,” Siger Lisbeth Knudsen.
Berlingske Media er allerede nu i gang med at udvikle andre typer af betalingskoncepter efter freemium-modellen med noget gratis og noget betalt indhold, og i de fremtidige overvejelser indgår det at bruge både navnet UGEN og nogle af ideerne fra konceptet i et nyt format. Medarbejderne knyttet til UGEN vil få beskæftigelse på andre projekter i koncernen.






























































