TV 3 kæmper med betaling på nettet

Det er sin sag at afkræve betaling for programmer, som folk er vant til at se gratis. På TV 3 har man blandt andet eksperimenteret med at sælge afsnit af Paradise Hotel på nettet.

Der er udfordringer nok, når man forsøger at sælge sine programmer på nettet. Det ved man alt om på TV 3, hvor man har forsøgt sig med forskellige eksperimenter.

Et af kanalens mest succesrige programmer i foråret, reality-showet Paradise Hotel, blev lagt gratis ud på nettet. Resultat: 847.000 besøgende. Selskabet indførte herefter betaling, og vupti faldt tallet drastisk til 16.000 besøgene. En udsendelse kostede fem kroner, så omsat i kroner og øre blev det til en ugentlig omsætning på 80.000 kroner.

»Vi satte først en høj pris, og sådan er det jo, når man giver folk noget gratis, og det pludselig koster penge, er det ikke noget folk er glade for. Så satte vi prisen lidt ned, og det gav lidt flere brugere, men vi kom ikke i nærheden af de downloads, vi havde, da det var gratis,« siger TV 3-direktør Jesper Grønholt.

På længere sigt er han ikke i tvivl om, at alle selskabets programmer skal lægges på nettet. På abonnomentsiden må han dog samtidig konstatere, at annoncemarkedet bare ikke er klar til at reklamere på nettet.

Han henviser igen til Paradise Hotel, hvor kun én annoncør fulgte med over på nettet.

»Når man har det mest populære produkt overhovedet, og målgruppen er helt fantastisk – og så er der én og maksimum to annoncører på, det siger jo meget,« siger Jesper Grønholt, der samtidig slås med, at programmer, der bliver lagt på nettet mod betaling, dukker op gratis på pirathjemmesiden.

 



Markedet lige nu