SBS kaster sig granskende over aftalen mellem regeringen og TV 2 for at opdage eventuel ulovlig statsstøtte. I forvejen er TV 2 involveret i flere EU-sager om statsstøtte.
10. juni 2008, 15:05
"Vi vil holde nøje øje med, om denne nye aftale overholder EUs regler, da vi allerede har to sager kørende," siger SBS TVs administrerende direktør Henrik Ravn til borsen.dk.
"Men vi tror, at regeringen er klar over situationen og vil sikre sig, at det er i orden," tilføjer han.
Det springende punkt kan meget vel blive, om de statslige lån bliver på markedsvilkår, eller om TV 2 får særlige gunstige betingelser såsom rentefri lån eller lignende. I sidste tilfælde kan der være tale om statsstøtte, forklarer SBS-direktøren.
Business.dk skrev i efteråret 2007, hvordan de mange retssager om ulovlig statsstøtte til TV 2 - som ventes afgjort i løbet af efteråret – alle har deres udgangspunkt i en enkelt sag om statsstøtte tilbage fra 2000.
Dengang anlagde den konkurrerende kanal TV Danmark den første sag ved EU. Kanalen mente, at staten havde givet TV 2 en konkurrencemæssig fordel ved at tildele TV-stationen for mange penge i statsstøtte.
I 2004 afgjorde EU-Kommisionen så, at TV 2 skulle betale 628 millioner kroner tilbage til staten. Med renter blev det samlede beløb 1.050 millioner kroner.
Herefter blev sagen anket af SBS Broadcasting, der ejer TV Danmark, og MTG, der ejer TV 3. Begge mener, at TV 2 skal betale endnu flere penge tilbage og kræver tilmed erstatning, fordi TV 2 - efter deres mening - har dumpet annoncepriserne.
Tüchsen/team






























































