Tidligere TV 2-chef: Man kan jo sælge fra

Den tidligere TV 2-ledelses aktive investeringsstrategi skal måles på værdien af de nye initiativer. Hvis TV 2 har problemer med at betale sine regninger, kan TV-stationen jo altid sælge TV 2 News eller sin andel af TV 2 Sport, mener tidligere økonomidirektør Anders Kronborg.

Han erkender samtidig, at man skulle have lavet større besparelser for et år siden, og at han ikke skulle have afdraget 200 mio. på TV 2s gæld.

”Vi har ikke efterladt TV 2 i en situation, hvor man ikke har noget valg og bliver nødt til at gå tiggergang til bankerne. Man har et valg. Man har opbygget nogle aktiver, som man kan vælge at sælge i stedet for at tage et lån. Det forsvinder i den megen kritik af den gamle ledelse,” siger Anders Kronborg.

Synes du da, at man skal sælge TV 2 News eller TV 2 Sport?

”Det vil jeg ikke forholde mig til. Jeg synes bare, at værdien af de gamle aktiver bør komme frem, når man skyder på den gamle ledelses mange initiativer. Hvis værdien overstiger det nuværende finansieringsbehov, har de været en god ide.”

Men bør man ikke både kunne opbygge aktiver og betale sine regninger på samme tid?

”Jo, det mener jeg bestemt. Men det er svært at sige, hvor meget der skyldes gamle regninger, og hvor meget der skyldes forventet udvikling på hovedkanalen. Starten af 2008 har været en katastrofe for TV 2. Markedet er gået ned, og man har samtidig tabt markedsandele.”

Har de nye initiativer fra den gamle ledelse lagt for stort pres på likviditeten?

”Radioen har. Det har været et problem hele tiden, og det har alle taget deres del af ansvaret for. De andre store ting, TV 2 News og TV 2 Sport, har ikke været dyrere end forventet. Vi satte mange ting i gang, og jeg begik en fejl, da jeg afdrog 200 mio. kr. på vores gæld i starten af året. De penge skulle vi have beholdt i kassen.”

Den nuværende ledelse har meldt ud, at udgifterne til de nye initiativer har været større end ventet.

”Det kan jeg ikke afvise, er rigtigt, for jeg ved ikke, hvad der er sket i november og december. Men hovedproblemet er udviklingen på hovedkanalen og retssagerne. Den udfordring ville man have uanset gammel eller ny ledelse.”

Men hovedkanal var jo også jeres ansvar. Skulle I ikke have reageret hurtigere og mere på det svigtende annoncesalg?

”Jo. Vi skulle have sparet mere i sommeren 2007. Det skulle vi."

Og det er vel også ledelsens ansvar, at man lagde et budget, der forudsatte en vækst i reklameomsætningen på 12 pct., selv om den reelle vækst endte på en fjerdedel?

”Ja. Vi troede, at konjunkturopsvinget ville vare længere, end det gjorde. Men længden på det opsving ville ikke have ændret på opstarten af TV 2 News og TV 2 Sport eller det likviditetsbehov, som de har skabt. Og det er vigtigt at understrege, at de to forretninger giver overskud allerede i 2008”

Men kunne man ikke have ventet med at starte nogle af de store ting?

Vi reagerede hurtigt for at dække nogle huller, som vi så i markedet. Og det havde ikke ændret på det nuværende likviditetsbehov, hvis vi havde skubbet f.eks. opstartet af TV 2 Sport et år. Både TV 2 News og TV 2 Sport giver overskud fra dag ét i 2008.

Mener du ikke, at den tidligere ledelse er medansvarlig for, at TV 2 skal ud at låne 500 mio. kr. for at betale sine regninger?

”Jo, jeg er medansvarlig, fordi jeg afdrog 200 mio. på gælden i starten af 2007. Det skulle jeg ikke have gjort. At blive beskyldt for at afdrage 200 mio. kr. på en gæld, det må jeg så leve med. Men det får mig ikke til at sige, at TV 2 News og TV 2 Sport er en fejl. ”

Læs mere og diskuter på Jens Christian Hansens blog

 



Markedet lige nu