Sociale medier er ikke et kommunikativt mirakel.
25. oktober 2011, 07:58 – opdateret 25. oktober 2011, 08:04
Bare fordi virksomheder, organisationer og politikere har succes med deres Facebook- og Twitter-opdateringer, skal de ikke forvente, at det giver sig udslag i hverken flere stemmer eller medlemmer.
Sådan lyder budskabet fra en række eksperter, efter blandt andet et Folketingsvalg, hvor politikernes succes på sociale medier hurtigt blev forsøgt kædet sammen med deres stemmetal.
»Man skal huske, at Facebook og Twitter netop er relationsmedier, hvor det er processen man skal se på, og ikke hvor mange ekstra kunder eller stemmer, det giver. Det er der ingen, der ved. Det er jo netop ikke klassiske marketingsmedier, men et sted, hvor man kan dele noget viden med hinanden,« siger Trine-Maria Kristensen, der er selvstændig rådgiver om brugen af blandt andet Facebook og Twitter i professionel sammenhæng.
Samme melding kommer fra Thomas Bigum, der også lever af rådgivning om sociale medier.
»Det vil jo altid være en subjektiv vurdering, hvem der har klaret sig godt. Det er simpelthen ikke muligt at dokumentere over for virksomhederne, at hvis de investerer så og så mange kroner, så får de dem så og så mange gange igen,« siger han.
Skal bruges med omtanke
Begge eksperter peger dog på, at eksempelvis fagforeningerne godt kan få noget ud af at bruge de sociale medier.
»Hvis de kan lukke op for deres normalt lidt lukkede processer og vise medlemmerne, hvad de laver, så kan det godt være, at de via transparens får nogle mere loyale medlemmer,« siger Trine-Maria Kristensen og peger på, at sociale medier på andre områder er mere målbare.
»Eksempelvis har nogle virksomheder fundet ud af, at de kan få kunderne til at komme med ideer til at udvikle nye produkter. Her ser man tydeligere resultatet. Danske Bank har for eksempel haft success med det,« siger hun.
Ifølge Thomas Bigum er det da også et problem for branchen, at det er så vanskeligt at måle effekten af eksempelvis Facebook og blogs på antallet af nye kunder eller solgte varer.
»Men hellere være ærlig omkring det end at forsøge at bilde folk noget ind. Vi arbejder jo hele tiden med at udvikle nye strategier og statistikker,« siger han.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten