18. februar 2011, 12:59

I tirsdagens (15. februar 2011) Berlingske Business-tillæg var David Beckmanns klumme på side 11 beklageligvis forkortet. Vi beklager fejlen og bringer her klummen i sin fulde længde:

De af os som kan huske filmen A Beautiful Mind, med Russel Crowe i hovedrollen som John Nash, kan måske erindre den scene, der åbnede hele hans syn på spilteori. Kort fortalt sidder fem mænd på en bar, hvor en gruppe piger anført af en supersmuk blondine træder ind.

De kække økonomistuderende diskuterer straks udfaldsmulighederne af, hvem der får blondinen og citerer kapitalismens fader Adam Smith for at sige, at ”i konkurrence tjener individuelle ambitioner det fælles gode”. I Smiths ånd vil de altså hver især gå efter blondinen men i kampzonens hede alle gå glip af hende. Når det efter afsluttet dyst er gået op for dem, at opgaven er umulig, går de efter blondinens veninder, men de er nu fornærmede, fordi de ikke var førstevalg. Slutresultatet bliver, at de alle må gå tomhændede hjem.

Det går i situationen op for John Nash, at såfremt ingen af fyrene går efter blondinen, men i stedet lægger billet ind på veninderne, vil de alle vinde – konkurrencen tjener altså ikke nogens fordel. I en form for koordineret indsats der altså BÅDE tjener de individuelle ambitioner OG gruppen, render de alle af sted med en date. Denne lidt forsimplede måde at anskue et spil på var i filmen byggestenen til det, vi i moderne spilteori kender som Nash’ ligevægt.

Jeg vil vove den påstand, at også i erhvervslivet kan konkurrenter samarbejde sig til individuel succes, men det kræver en helt ny tankegang.

Forestil dig en industri, hvor to virksomheder bliver enige om at bruge én teknologi frem for en anden. Det vil spare dem for et langt og opslidende teknologikapløb, det vil komme aftagerne til gode, fordi standarder er nemmere at anvende, og sidst men ikke mindst vil de to virksomheder i dette koordinationsspil begge have et højt output.

Hvis det var så simpelt, ville al konkurrence resultere i en koordineret indsats. Innovationsviljen ville falde til jorden, ja man kunne nærmest forestille sig planøkonomiske tilstande, hvor priserne vil være bestemt af udbyderne. Men det kunne også være en fordel, som vi senest har set det med mobilopladere. I stedet for at alle mobiltelefonproducenter udvikler individuelle opladere er 14 af Europas største mobilproducenter og EU-Kommissionen nu blevet enige om en fælles standard. Både producenter og forbrugere får det nemmere, og virksomhederne kan i stedet bruge kræfterne på at konkurrere på teknologi, kreativitet og de bedste telefoner.

Så der findes muligheder, hvis konkurrenter arbejder sammen, men vil de?

Lad mig eksempelvis hive fat i en branche, som jeg i foråret sidste år brugte meget tid på at analysere netop viljen til at samarbejde i – avisbranchen. Kort sagt en branche, som for ti år siden i en ufrivillig koordineret indsats valgte, at indhold på internettet skulle være gratis. Et spil af den type, hvor alle følger konkurrentens taktik. Nu kæmper man med efterdønningerne af det valg, fordi det viste sig at være dyrt.

Google har brug for nyt tryllestøv

På den globale bane oplever vi derfor nu de store mediehuse være i gang med et teknologisk kapløb af sjælden høj karakter for at genvinde det tabte terræn. Der hviler en winner takes it all mentalitet, og det kan komme til at koste dem alle endnu dyrere. Resultatet af de nuværende anstrengelser bliver forskellige formater på forskellige skærme med forskelligt indhold som en i lang serie af laboratorieforsøg.

Tilbage til min indledende påstand. Ja, man kan i den grad samarbejde sig til individuel succes, men kun så længe det underliggende aktiv – i dette eksempel indhold og måden hvorpå det formidles – kan differentieres i en kvalitativ grad. Hvordan?

Hvad hvis man blev enige om én standard – tilbage til NASH – som også kommer brugerne til gode, fordi det er tilgængeligt overalt, og hvor den ekstra dimension - den der opretholder evnen til innovation og rivaliseren - netop er muligheden for at konkurrere på kvaliteten af indholdet, og den måde det formidles på?

Konkurrence er stadig en god ting, men lad det være på kreativitet og indhold, hvor det gavner alle og ikke på platforme.